Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 12

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

§ 12

Når betingelserne for afvikling er opfyldt, jf. § 4, vælger Finansiel Stabilitet den eller de afviklingsforanstaltninger, der i den konkrete situation er bedst egnet til at opfylde afviklingsmålene, jf. § 5, ved restruktureringen eller afviklingen af virksomheden eller enheden.

Stk. 2 Finansiel Stabilitet kan anvende afviklingsværktøjer og andre afviklingsforanstaltninger enten hver for sig eller i kombination, medmindre andet fremgår af denne lov.

Stk. 3 Finansiel Stabilitet skal tage udgangspunkt i afviklingsplanen for virksomheden eller enheden udarbejdet i henhold til kapitel 17 i lov om finansiel virksomhed eller kapitel 20 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, men er ikke bundet heraf.

Stk. 4 Ved anvendelsen af afviklingsværktøjer og andre afviklingsforanstaltninger skal Finansiel Stabilitet til hver en tid sikre, at

  • 1) tab bæres i overensstemmelse med konkursordenen, jf. denne lovs § 13 og konkurslovens kapitel 10,

  • 2) ingen kreditor påføres større tab, end kreditoren ville være blevet påført, hvis virksomheden eller enheden var taget under konkursbehandling, jf. § 49,

  • 3) kreditorer i samme klasse behandles ens, medmindre andet er fastsat i denne lov,

  • 4) bestyrelse og direktion i virksomheden eller enheden som udgangspunkt udskiftes og

  • 5) dækkede indskud er beskyttet fuldt ud, jf. lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

Stk. 5 Når Finansiel Stabilitet beslutter at anvende et afviklingsværktøj eller andre afviklingsforanstaltninger og dette vil medføre, at kreditorer lider tab, eller at deres fordringer konverteres, udøver Finansiel Stabilitet beføjelsen i § 44 i forhold til indehaverne af ejerskabsinstrumenter og nedskriver eller konverterer relevante kapitalinstrumenter og nedskrivningsegnede forpligtelser i henhold til § 17 eller 18 a umiddelbart inden eller samtidig med anvendelsen af afviklingsforanstaltningen.

Stk. 6 Erhvervs- og vækstministeren træffer beslutning om valg af afviklingsværktøjer, jf. stk. 1, for virksomheder eller enheder med systemisk betydning.