Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

§ 1

Denne lov finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Loven finder anvendelse på finansielle holdingvirksomheder her i landet, jf. § 2, nr. 14, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Loven finder anvendelse på finansieringsinstitutter her i landet, jf. § 2, nr. 16, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 For virksomheder og enheder, jf. stk. 1-3, der er meddelt tilladelse som central modpart (CCP) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, finder alene denne lovs kapitel 11 a anvendelse, jf. stk. 6.

Stk. 5 Loven finder anvendelse på filialer her i landet af udenlandske kreditinstitutter eller af udenlandske investeringsselskaber med de afvigelser, som filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov eller i henhold til international aftale.

Stk. 6 Kapitel 11 a finder anvendelse på centrale modparter (CCP’er).