Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

Kapitel 2 1 Betingelser og principper for afvikling
§ 4

Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger over for en virksomhed, hvis Finansiel Stabilitet vurderer, at følgende betingelser for afvikling er opfyldt:

  • 1) Finanstilsynet har efter høring af Finansiel Stabilitet meddelt Finansiel Stabilitet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed eller § 165 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  • 2) Finanstilsynet har meddelt Finansiel Stabilitet, at der ikke er udsigt til, at andre tiltag, herunder tiltag iværksat af den private sektor eller Finanstilsynet, inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at virksomheden må afvikles.

  • 3) Offentlighedens interesse, jf. afviklingsmålene i § 5, nødvendiggør iværksættelse af en eller flere afviklingsforanstaltninger.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed. Finansiel Stabilitet kan, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Den finansielle holdingvirksomhed er en afviklingsenhed.

  • 2) En eller flere af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som ikke er afviklingsenheder, opfylder betingelserne for afvikling.

  • 3) Finanstilsynet vurderer, at et sammenbrud i en finansiel holdingvirksomheds dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som ikke er en afviklingsenhed, vil medføre risiko for sammenbrud i afviklingskoncernen.

Stk. 3 Ejes dattervirksomhederne af en blandet holdingvirksomhed direkte eller indirekte af en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, træffes afviklingsforanstaltninger alene med henblik på koncernafvikling over for den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed.

Stk. 4 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for finansieringsinstitutter, hvis betingelserne for afvikling er opfyldt både for finansieringsinstituttet og finansieringsinstituttets modervirksomhed.

Stk. 5 Vurderer Finansiel Stabilitet, at betingelsen i stk. 1, nr. 3, ikke er opfyldt, iværksætter Finansiel Stabilitet ikke afviklingsforanstaltninger, jf. dog stk. 2 og § 18 a.

Stk. 6 Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for et centralt organ samt pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som er fast tilknyttet til et sådant organ, og som indgår i samme afviklingskoncern, når den pågældende afviklingskoncern opfylder betingelserne for afvikling.

§ 4a

Finansiel Stabilitet kan efter høring af Finanstilsynet suspendere enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed har indgået, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Betingelserne i § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.

  • 2) Suspension vurderes nødvendig for at undgå yderligere forværring af den økonomiske situation i virksomheden eller enheden.

  • 3) Suspension vurderes nødvendig enten for at konstatere, hvorvidt det er i offentlighedens interesse at foretage afviklingsforanstaltninger, jf. § 4, stk. 1, nr. 3, eller for at sikre en effektiv anvendelse af et eller flere afviklingsværktøjer.

Stk. 2 Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med

  • 1) systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

  • 2) centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller

  • 3) centralbanker.

Stk. 3 Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.

Stk. 4 Hvis en suspenderet betalings- eller leveringsforpligtelse forfalder i suspensionsperioden, skal betalingen eller leveringen ske umiddelbart efter udløbet af suspensionsperioden.

Stk. 5 Hvis betalings- eller leveringsforpligtelserne i henhold til en kontrakt suspenderes i medfør af stk. 1, suspenderes kontraktpartens betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten i samme periode.

Stk. 6 Har Finansiel Stabilitet foretaget suspension, kan Finansiel Stabilitet udøve suspensionsbeføjelserne efter §§ 33 og 34 i relation til samme kontrakt, selv om den pågældende virksomhed eller enhed ikke er under afvikling på tidspunktet for suspensionen. Suspension efter 1. pkt. har samme tidsmæssige udstrækning som suspensionen efter stk. 1, jf. stk. 3.

Stk. 7 Har Finansiel Stabilitet foretaget suspension i medfør af stk. 1 eller 6 eller §§ 33 eller 34, kan Finansiel Stabilitet ikke på et senere tidspunkt, når den pågældende virksomhed eller enhed er taget under afvikling, udøve den tilsvarende beføjelse efter §§ 32-34 i relation til samme kontrakt.

Afviklingsmål
§ 5

Finansiel Stabilitet tager ved valget og anvendelsen af afviklingsværktøjer samt øvrige afviklingsforanstaltninger hensyn til følgende afviklingsmål:

  • 1) At sikre videreførelse af kritiske funktioner, hvis ophør kan forventes at føre til forstyrrelser i ydelser, der er af afgørende betydning for realøkonomien, eller føre til forstyrrelse af den finansielle stabilitet.

  • 2) At undgå betydelige negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, navnlig ved at forebygge spredning, herunder til markedets infrastrukturer, og ved at opretholde markedsdisciplinen.

  • 3) At beskytte offentlige midler ved at minimere afhængigheden af ekstraordinær offentlig finansiel støtte.

  • 4) At beskytte indskydere og investorer omfattet af lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

  • 5) At beskytte kunders midler og aktiver.