Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 04. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 08. juni 2021, lov nr. 1163 af 08. juni 2021, lov nr. 1164 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

Kapitel 11 1 Afviklingsformuen
§ 56

Der etableres en afviklingsfinansieringsordning (Afviklingsformuen), som administreres af Finansiel Stabilitet. Afviklingsformuen kan anvendes i forbindelse med Finansiel Stabilitets udøvelse af beføjelser i medfør af denne lov og i overensstemmelse med de i § 5 fastsatte afviklingsmål og de i § 12, stk. 4, fastsatte principper.

Stk. 2 Finansiel Stabilitet hæfter ikke for Afviklingsformuens forpligtelser, og Afviklingsformuen hæfter kun for egne forpligtelser.

Stk. 3 Afviklingsformuens aktiver og passiver skal holdes adskilt fra Finansiel Stabilitets øvrige aktiviteter.

Stk. 4 Afviklingsformuen udgør ikke en selvstændig juridisk person. Finansiel Stabilitet optræder på vegne af Afviklingsformuen i retlige sammenhænge.

Stk. 5 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om Finansiel Stabilitets administration af Afviklingsformuen.

§ 57

Afviklingsformuen skal udgøre 1 pct. af dækkede indskud omfattet af § 9, stk. 1, og § 10 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning i virksomheder og filialer her i landet af virksomheder hjemmehørende i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Hvis formuen overstiger 1 pct., jf. 1. pkt., ophører bidragspligten. Bidragspligten genoptages, hvis Afviklingsformuen ikke længere overstiger 1 pct., jf. 1. pkt. Kommer Afviklingsformuen under 2/3 af det fastsatte minimum, jf. 1. pkt., tilpasses bidragene, så formuen genetableres inden for 6 år.

Stk. 2 Afviklingsformuen kan opdeles i afdelinger.

Stk. 3 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om Afviklingsformuen, jf. stk. 1 og 2.

Bidragsopkrævning
§ 58

Afviklingsformuen finansieres af årlige bidrag fra virksomheder her i landet og filialer her i landet af virksomheder hjemmehørende i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 Det årlige bidrag, jf. stk. 1, fastsættes af Finansiel Stabilitet på baggrund af

Stk. 3 Det påhviler Finansiel Stabilitet at sikre, at de disponible finansielle midler i Afviklingsformuen til enhver tid er proportionale med Afviklingsformuens potentielle forpligtelser. Afviklingsformuen skal investere i aktiver med lav risiko.

Stk. 4 Er de disponible finansielle midler i Afviklingsformuen ikke tilstrækkelige til at dække tab, omkostninger eller andre udgifter i forbindelse med afvikling af en virksomhed eller enhed, kan Finansiel Stabilitet opkræve ekstraordinære bidrag. Dette ekstraordinære bidrag må ikke overstige tre gange det senest opkrævede årlige bidrag. Finansiel Stabilitet kan helt eller delvis udskyde en virksomheds betaling af en ekstraordinær opkrævning i op til 6 måneder, hvis betalingen kan bringe virksomhedens likviditet eller solvens i fare. Betalingsudskydelsen kan efter ansøgning forlænges i overensstemmelse med 3. pkt.

Stk. 5 Finansiel Stabilitet kan på vegne af Afviklingsformuen optage lån eller andre former for finansiel støtte i markedet eller fra anden tredjemand, hvis Afviklingsformuen ikke er tilstrækkelig til at dække tab, omkostninger eller andre udgifter i forbindelse med afvikling efter denne lov og de ekstraordinære bidrag efter stk. 4 ikke er tilgængelige eller ikke er tilstrækkelige.

Stk. 6 Finansiel Stabilitet kan med erhvervs- og vækstministerens godkendelse fremsætte anmodning om lån fra afviklingsfinansieringsordninger i andre lande i Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis Afviklingsformuen ikke er tilstrækkelig til at dække tab, omkostninger eller andre udgifter i forbindelse med afvikling efter denne lov, eller hvis de opkrævede ekstraordinære bidrag, jf. stk. 4, ikke er tilgængelige og det ikke har været muligt at optage lån eller andre former for finansiel støtte i henhold til stk. 5.

Stk. 7 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at op til 30 pct. af årets bidrag, jf. stk. 1, kan udgøres af betalingsforpligtelser.

Stk. 8 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af Afviklingsformuen, herunder bidragsfastsættelsen, jf. stk. 2, betalingsforpligtelser, indberetning af oplysninger til brug for fastsættelsen af bidrag og om frist for indbetaling af årlige og ekstraordinære bidrag.

Anvendelse af Afviklingsformuen
§ 59

Finansiel Stabilitet kan anvende Afviklingsformuen, når det er nødvendigt for at sikre en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne i overensstemmelse med denne lov, til at

  • 1) garantere aktiver og forpligtelser i virksomheden eller enheden under afvikling, dens dattervirksomheder, et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab,

  • 2) yde lån til virksomheden eller enheden under afvikling, dens dattervirksomheder, et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab,

  • 3) købe aktiver i virksomheden eller enheden under afvikling,

  • 4) yde bidrag til et broinstitut og et porteføljeadministrationsselskab,

  • 5) udbetale kompensation til kapitalejere eller kreditorer i overensstemmelse med § 49,

  • 6) yde et bidrag til virksomheden eller enheden under afvikling undtagen et realkreditinstitut i stedet for nedskrivningen eller konverteringen af visse kreditorers forpligtelser, når bail-in anvendes og visse kreditorer er blevet helt eller delvis udelukket fra bail-in i overensstemmelse med § 25, stk. 4,

  • 7) yde et bidrag til virksomheden eller enheden under afvikling undtagen realkreditinstitutter i medfør af § 26, stk. 4, eller

  • 8) iværksætte enhver kombination af de i nr. 1-7 omhandlede foranstaltninger.

Stk. 2 § 26, stk. 2, finder anvendelse i tilfælde, hvor der ved anvendelse af afviklingsformuen efter stk. 1 dækkes tab i virksomheden eller enheden under afvikling.

Stk. 3 I tilfælde af afvikling af en grænseoverskridende koncern udarbejder Finansiel Stabilitet og de involverede afviklingsmyndigheder en finansieringsplan, der fastlægger fordelingen af bidragene fra afviklingsformuerne i hvert land.

Stk. 4 Afviklingsformuens betaling i medfør af § 26 ud over det beløb, der er til rådighed i Afviklingsformuen, må højst udgøre det beløb, der kan opkræves gennem ekstraordinære bidrag, jf. § 58, stk. 4, 1. og 2. pkt., inden for en periode på 3 år. Finansiering herudover skal ske i medfør af § 58, stk. 5.

Stk. 5 Ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde kan Finansiel Stabilitet via Afviklingsformuen efter anmodning yde lån til andre landes finansieringsordninger efter erhvervs- og vækstministerens godkendelse.