Lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 572 af 05. maj 2020,
som ændret ved lov nr. 1620 af 17. november 2020, lov nr. 248 af 23. februar 2021, lov nr. 779 af 04. maj 2021 og lov nr. 1956 af 19. oktober 2021

§ 5

§§ 1-4 gælder ikke for virksomheder, der

  • 1) er under konkursbehandling,

  • 2) er under rekonstruktionsbehandling,

  • 3) er under likvidation,

  • 4) er under tvangsopløsning,

  • 5) har stillet eller er blevet pålagt at stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11,

  • 6) inden for de seneste 3 år har fået fastsat et tilsvar af skatter eller afgifter m.v. foreløbigt efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, som ikke er erstattet af en angivelse for afregningsperioden,

  • 7) har en fysisk eller juridisk person, som er ejer af virksomheden, reelt driver virksomheden, er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion eller er filialbestyrer i virksomheden, og som inden for de sidste 10 år er dømt for overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen eller skatte-, told- eller afgiftssvig efter straffelovens § 289,

  • 8) ansøger om lån i perioden fra og med den 5. maj 2020 til og med den 15. juni 2020, og som i perioden fra og med den 9. april 2020 til og med den 15. juni 2020 har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen, eller som ansøger om lån i perioden fra og med den 17. november 2020 til og med den 18. december 2020, og som i perioden fra og med den 27. oktober 2020 til og med den 18. december 2020 har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen, eller som ansøger om lån i perioden fra og med den 17. marts 2021 til og med den 14. april 2021, og som i perioden fra og med den 29. januar 2021 til og med tidspunktet for anmodningen om lån i henhold til § 1, 2. pkt., eller § 2, 2. pkt., har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen , eller som ansøger om lån i henhold til § 1, 3. pkt., og som i perioden fra og med den 24. marts 2021 til og med tidspunktet for anmodningen om lån i henhold til § 1, 3. pkt., har skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen medmindre anmodningen om lån for disse virksomheder ledsages af en erklæring fra en uafhængig, godkendt revisor om ejerskiftet,

  • 9) ikke opfylder betingelserne for at modtage statsstøtte eller

  • 10) er offentlige institutioner.

Stk. 2 Afgørelser om bevilling af lån efter denne lov kan ikke påklages.

Stk. 3 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afskæring af virksomheder omfattet af stk. 1, nr. 9, fra at opnå lån efter §§ 1-4 og om indholdet af erklæringen fra en uafhængig, godkendt revisor efter stk. 1, nr. 8. Bekendtgørelse om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter i forbindelse med covid-19