14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej eLOV bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

LER-loven

Lov om registrering af ledningsejere og udlevering af ledningsoplysninger gennem Ledningsejerregistret

Denne konsoliderede version af lER-loven bygger på lovbekendtgørelse nr. 206 af 15. marts 2018, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

LER-loven

Der er ingen senere ændringer til denne lov.
Vi har kontrolleret for ændringer den 01. februar 2020

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov

Der er 1 afgørelser, der citerer denne lov.
Søg i disse afgørelser:

Kapitel 1

Lovens formål

§1 Loven har til formål gennem etablering af Ledningsejerregistret at reducere antallet af skader på ledninger nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium med henblik på at

  • 1) lette graveaktørers og andres undersøgelser forud for gravearbejder i jorden eller i havbunden inden for det danske søterritorium,

  • 2) lette ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger til brug for undersøgelser forud for gravearbejder og til gravearbejder,

  • 3) mindske gener for samfundet og lette graveaktørers gravearbejder,

  • 4) reducere de samlede omkostninger som følge af skader og

  • 5) bidrage til en forbedret forsyningssikkerhed.

§2 Klima-, energi- og forsyningsministeren fører et register over ejere af ledninger, der er nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium. Registrets formål er at stille oplysninger til rådighed for myndigheder, virksomheder og privatpersoner om, hvem der ejer ledninger nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium, og at modtage og sammenstille ledningsoplysninger fra ledningsejere og gøre de sammenstillede ledningsoplysninger tilgængelige for graveaktører. Endvidere er det Ledningsejerregistrets formål at udstille oplysninger til brug for samføring og koordinering af gravearbejder.

Kapitel 2

Lovens anvendelsesområde og definitioner

§3 Loven gælder for ejere af ledninger nedgravet i jord og for ejere af ledninger nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium, jf. dog stk. 2-4 samt § 4, såfremt ledningen

  • 1) indgår i et kollektivt net, jf. § 5, nr. 1,

  • 2) er en offentlig myndigheds ledning, som helt eller delvis er beliggende i offentlige vejarealer eller privat fællesvej,

  • 3) er et føringsrør, jf. § 5, nr. 9,

  • 4) er en vejafvandingsledning, som er ejet af en offentlig myndighed eller et forsyningsselskab,

  • 5) fungerer som stikledning, herunder fælles stikledning, eller ledning, der afleder spildevand eller kølevand m.m. til et vandløb, til en sø eller til et havområde, eller

  • 6) giver slutbrugeren adgang til digital infrastruktur, jf. § 5, nr. 4.

Stk. 2 Som ledninger i henhold til stk. 1 medregnes ikke drænledninger.

Stk. 3 Som ledninger i henhold til stk. 1 medregnes alene de dele af stikledninger, som ejes af forsynings- og distributionsselskaber.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ikkealmene vandforsyninger, hvis ledning indgår i et kollektivt net, jf. stk. 1, nr. 1, og brugerdrevne antenneanlæg, der leverer adgang til digital infrastruktur til slutbrugere, jf. stk. 1, nr. 6, kan undtages fra lovens anvendelsesområde, hvis de opfylder nærmere fastsatte betingelser. LER-bekendtgørelsen

§4 Ledninger ejet af forsvaret og ledninger beliggende på ejendomme, som forsvaret har rådighed over, er ikke omfattet af loven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte særlige regler for ledninger ejet af forsvaret og for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger og ejendomme, som Forsvarsministeriet har rådighed over. LER-bekendtgørelsen

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger, som ministeriet har rådighed over, når der knytter sig offentlige beskyttelseshensyn til ledningen. LER-bekendtgørelsen

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med kommuner og regioner fastsætte regler for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger, som de har rådighed over, når der knytter sig offentlige beskyttelseshensyn til ledningen. LER-bekendtgørelsen

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med myndigheder, selskaber og virksomheder omfattet af jernbaneloven fastsætte regler for myndighedernes, selskabernes og virksomhedernes besvarelse af henvendelser om ledninger, som de har rådighed over.

§5 I denne lov forstås ved:

  • 1) Kollektivt net: Indvindings-, transmissions- og distributionsnet bestående af ledninger nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden, for hvilke der for nettet som helhed gælder offentligretlige regler.

  • 2) Ledning: Kabler og rør nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden, som har til formål at transportere kommunikation, data, signaler eller energi af enhver art samt faste, flydende eller luftformige stoffer af enhver art. Til ledninger regnes de dele af ledningsanlæg, som er betydelige komponenter.

  • 3) Stikledning : En ledning, som slutter en eller flere forbrugere til et kollektivt net.

  • 4) Digital infrastruktur: Privatejet infrastruktur, der leverer højhastighedsnet til elektronisk kommunikation til slutbrugere.

  • 5) Interesseområde: Et geografisk afgrænset område, som omfatter den pågældende ledningsejers ledninger, som er nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden, fastlagt i en afstand af mindst 1 m fra ledningen på begge sider af denne. Overstiger usikkerheden for en lednings placering 1 m, skal den større usikkerhed tillægges interesseområdet på begge sider af ledningen.

  • 6) Ledningsejer: Den, der ejer en ledning omfattet af nr. 2.

  • 7) Graveaktør: Enhver, der erhvervsmæssigt udfører gravearbejder eller indhenter ledningsoplysninger til brug for planlægning af gravearbejder.

  • 8) Graveområdet: Det område, der påtænkes gravet inden for.

  • 9) Føringsrør: Rør, hvori der kan føres en eller flere ledninger.

Kapitel 3

Indberetningspligt og pligt til at forespørge i Ledningsejerregistret m.v.

§6 Enhver ledningsejer, som er omfattet af loven, har pligt til at indberette de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger til Ledningsejerregistret.

Stk. 2 En ejer af et kollektivt net skal tillige indberette oplysninger om de tilhørende stikledninger, såfremt disse ejes af nettets ejer.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang andre ledningsejere end de i stk. 1 nævnte kan få adgang til at indberette oplysninger til registret.

§7 Der skal til Ledningsejerregistret indberettes oplysninger om

  • 1) ledningsejerens navn og eventuelt cvr-nummer,

  • 2) ledningsejerens adresse, elektronisk postadresse og telefonnummer,

  • 3) ledningsejerens interesseområde, jf. § 5, nr. 5, samt

  • 4) forsyningens art.

Stk. 2 Såfremt der sker ændringer i de faktiske forhold eller konstateres fejl i en indberettet oplysning, har den pågældende ledningsejer pligt til at foretage en ny indberetning, således at registrets oplysninger er korrekte.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om indberetningens omfang og form, herunder om, hvorledes ledningsejeren kan kontrollere og attestere eller om nødvendigt berigtige registrets oplysninger. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter i forbindelse med registrets etablering frister for rettidig indberetning af oplysninger for de i § 6, stk. 1, nævnte ledningsejere. LER-bekendtgørelsen

§8 Modtager en ledningsejer en forespørgsel om ledningsoplysninger på en hverdag mellem kl. 7 og 16, skal ledningsejeren, snarest muligt og inden for 2 timer efter at forespørgslen er modtaget, udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret. 2-timersfristen løber mellem kl. 7 og 16 på hverdage. Modtages forespørgslen uden for dette tidsrum, skal ledningsejeren udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt og senest kl. 9 den næstkommende hverdag.

Stk. 2 Udtager en ledningsejer en forespørgsel til manuel behandling, fordi forespørgslen kræver særlig behandling, skal de nødvendige ledningsoplysninger udleveres til Ledningsejerregistret, snarest muligt og inden for 2 hverdage efter at forespørgslen er modtaget.

Stk. 3 En ledningsejer kan i stedet for at udlevere de nødvendige ledningsoplysninger eller som supplement til disse meddele graveaktøren, at ledningen skal påvises på stedet.

Stk. 4 De nødvendige ledningsoplysninger skal have et indhold og en kvalitet, så de er umiddelbart anvendelige ved gravearbejdet.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal udleveres som en del af de nødvendige ledningsoplysninger, herunder oplysninger om forsyningsart, antal ledninger eller traceer i graveområdet, ledningers eller traceers placering i graveområdet og ledningers fareklasse. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer, for så vidt angår ledninger, der er nedgravet i jorden eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium inden den 1. juli 2023, alene skal opfylde kravene til nødvendige ledningsoplysninger, hvis ledningsejeren har disse oplysninger. LER-bekendtgørelsen

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger, herunder at ledningsoplysningerne skal udleveres i et bestemt digitalt format, og at udlevering af ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret skal foregå via Ledningsejerregistrets webservice. LER-bekendtgørelsen

§9 Graveaktøren skal indhente oplysninger fra Ledningsejerregistret om, hvilke ledninger der findes i hele graveområdet. Når Ledningsejerregistret har modtaget ledningsoplysninger fra ledningsejerne, jf. § 8, stk. 1, gøres disse straks tilgængelige for graveaktøren. De nødvendige ledningsoplysninger skal være indhentet, inden gravearbejdet påbegyndes. Gravearbejdet skal tilrettelægges og udføres under hensyntagen til de modtagne ledningsoplysninger. De modtagne ledningsoplysninger skal være tilgængelige på graveområdet, når der graves.

Stk. 2 Har ledningsejeren meddelt, at ledningen skal påvises efter § 8, stk. 3, må gravearbejdet ikke påbegyndes, før påvisningen har fundet sted.

Stk. 3 Kan graveaktøren ikke finde ledningerne der, hvor ledningerne skulle være nedgravet i jorden ifølge de modtagne ledningsoplysninger, kan graveaktøren anmode ledningsejeren om påvisning. Påvisning skal finde sted inden for rimelig tid. Ligger ledningerne i det væsentlige, som det fremgår af ledningsoplysningerne, afholder graveaktøren udgifterne til påvisningen.

Stk. 4 Graveaktøren kan i Ledningsejerregistret gensende den oprindelige graveforespørgsel inden for et halvt år fra graveforespørgslens oprettelsesdato, og inden graveperioden udløber, uden yderligere beregning.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om fritagelse for forespørgselspligten i henhold til stk. 1.

Stk. 6 Enhver, der graver på arealer uden for veje, der ejes af graveaktøren selv, er fritaget for at forespørge i Ledningsejerregistret, når denne som ejer i forvejen har kendskab til ledningernes placering.

Stk. 7 Virksomheder eller privatpersoner kan foretage den i stk. 1 nævnte forespørgsel i forbindelse med et gravearbejde eller til brug i ethvert andet lovligt øjemed.

Stk. 8 Enhver, der til brug for et gravearbejde forespørger på Ledningsejerregistret, jf. stk. 1, skal forud for forespørgslen identificere sig og give oplysninger om gravearbejdet, herunder om den påtænkte geografiske udstrækning og graveperiode. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler herom. LER-bekendtgørelsen

Stk. 9 Enhver, der forespørger på Ledningsejerregistret, modtager kvittering for forespørgslen.

Stk. 10 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte regler om forespørgselspligten i forbindelse med uopsætteligt gravearbejde. LER-bekendtgørelsen

Stk. 11 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ledningsoplysningerne skal være tilgængelige på graveområdet digitalt.

§9a Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indberetning af fejl i ledningernes placering i forhold til udleverede ledningsoplysninger, og hvordan indberetningen skal foregå. Ministeren kan fastsætte en bagatelgrænse for, hvornår indberetning skal foretages.

§9b Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indberetning af graveskader. Ministeren kan endvidere etablere et indberetningssystem, hvor graveskader kan indberettes. LER-bekendtgørelsen

Kapitel 3 a

Koordinering af gravearbejder og samføring

§9c Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan annoncering af et gravearbejde eller forespørgsel til brug for koordinering af gravearbejder skal foregå. LER-bekendtgørelsen

§9d Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvordan indberetning af føringsrør til brug for samføring skal foregå. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer kan udlevere oplysninger om føringsrør gennem Ledningsejerregistret, herunder hvilke oplysninger ledningsejeren skal udlevere. LER-bekendtgørelsen

Kapitel 3 b

Sammenstilling og videreformidling af ledningsoplysninger

§9e Ledningsejerregistret modtager og sammenstiller ledningsoplysningerne fra ledningsejerne og gør de sammenstillede ledningsoplysninger tilgængelige for graveaktører og andre brugere.

Stk. 2 Ledningsejerregistret kan ikke gøres erstatningsansvarlig for fejl i de ledningsoplysninger, som sendes til Ledningsejerregistret. Ledningsejerregistret kan dog gøres erstatningsansvarlig for fejl i sammenstillingen af ledningsoplysninger efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan Ledningsejerregistret skal gøre de sammenstillede ledningsoplysninger tilgængelige. LER-bekendtgørelsen

Kapitel 3 c

Udstilling af graveforespørgsler

§9f Klima-, energi- og forsyningsministeren kan udstille graveforespørgsler på Ledningsejerregistrets hjemmeside og webservice.

Stk. 2 Graveforespørgslen slettes 10 år efter graveperiodens ophør, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår særlige forhold gør sig gældende, og om, hvor lang tid en graveforespørgsel kan være offentligt tilgængelig.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte, at en graveforespørgsel skal anonymiseres, hvis særlige forhold taler for dette.

Kapitel 4

Administrative regler, gebyrer, sekretariatsbetjening m.v.

§10 Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med registret og fastsætter de nærmere regler om LER-bekendtgørelsen

  • 1) brugen af registret, herunder om vilkårene for adgang til registret,

  • 2) registrets ydelser over for brugerne,

  • 3) videregivelsen af registrets oplysninger til andre end de i § 9, stk. 1 og 4, nævnte brugere samt oplysningernes anvendelse, opbevaring og sletning og

  • 4) de formater, som gælder for de oplysninger, som videregives fra registret.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren er dataansvarlig myndighed.

§10a Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ministeren, den, ministeren bemyndiger hertil, eller sekretariatet, jf. § 13, kan udstede dokumenter efter denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at dokumenter, der udelukkende er udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af ministeren, den, ministeren har bemyndiget til at udstede sådanne dokumenter, eller sekretariatet jf. § 13, som afsender.

Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§11 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugernes adgang til registret, herunder til dækning af omkostningerne ved registrets administration, drift og vedligeholdelse, udvikling og videreudvikling samt tilsyn i forbindelse med loven. Betaling kan opkræves forud. LER-bekendtgørelsen

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at fakturering for brug af registret skal ske digitalt. LER-bekendtgørelsen

Stk. 3 Der kan opkræves rykkergebyr efter renteloven.

§12 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for ydelser, som brugerne rekvirerer i forbindelse med sekretariatsbistand fra det i § 13 nævnte sekretariat til indberetning af de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger, herunder om, at fakturering skal ske digitalt.

§13 Der knyttes et sekretariat til Ledningsejerregistret med henblik på at varetage den daglige administration m.v.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at det helt eller delvis overlades til en privat virksomhed at fungere som sekretariat for Ledningsejerregistret, herunder varetage driftsopgaver. Klima-, energi- og forsyningsministeren indgår de nødvendige aftaler herom.

Stk. 3 Henlægger klima-, energi- og forsyningsministeren sine beføjelser efter denne lov til en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klagen ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 5

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§14 Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at meddele oplysninger til registret eller afgiver urigtige oplysninger og derved overtræder lovens § 6, jf. § 7, stk. 1 og 2.

Stk. 2 I forskrifter, der af klima-, energi- og forsyningsministeren udfærdiges i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. LER-bekendtgørelsen

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§15 Loven træder i kraft den 1. marts 2004, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Lovens § 6 træder i kraft den 1. marts 2005.

Stk. 3 Lovens § 9 træder i kraft den 1. september 2005.

§16 Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

profile photo
Profilside