Lov om regionernes finansiering Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om regionernes finansiering er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 543 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 64 af 19. januar 2021

Kapitel 4 1 Overgangs-, regulerings- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 22

Loven træder i kraft den 1. januar 2006 og har virkning for de tilskud og bidrag, som henholdsvis staten og kommunerne skal yde til regionerne fra og med tilskudsåret 2007.

Stk. 2 Tilskud efter § 3 for tilskudsåret 2007 fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg, uanset bestemmelserne i § 3, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Udgangspunktet for fastsættelsen af grundbidraget fra kommunerne efter § 6 for tilskudsåret 2007 er et grundbidrag på 1.000 kr. pr. indbygger i 2003-pris- og -lønniveau. Forhøjelser i forhold til dette niveau skal behandles af kontaktudvalget for 2006, jf. § 72 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, i overensstemmelse med § 6, stk. 2 og 3.

Stk. 4 Udgangspunktet for fastsættelsen af udviklingsbidraget fra kommunerne efter § 7 for tilskudsåret 2007 er et udviklingsbidrag på 100 kr. pr. indbygger i 2003-pris- og -lønniveau. Forhøjelser i forhold til dette niveau skal behandles af kontaktudvalget for 2006, jf. § 72 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, i overensstemmelse med § 7, stk. 2 og 3.

Stk. 5 Udviklingsbidraget fra kommunerne efter § 7 fastsættes for tilskudsåret 2019 til 109 kr. pr. indbygger.

§§ 23-23a

(Overgangsbestemmelser, udeladt).

§ 23b

Regionernes andel af det statslige tilskud efter § 3 reguleres med summen af:

  • 1) Beregnede regionale mer- og mindreindtægter som følge af omlægningen af den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet, der skete med virkning fra tilskudsåret 2012 i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 608 af 14. juni 2011 om ændring af lov om regionernes finansiering (Ændret kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet).

  • 2) Beregnede regionale mer- og mindreindtægter som følge af omlægningen af den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet, der skete med virkning fra tilskudsåret 2017 i forbindelse med vedtagelsen af lov om ændring af lov om regionernes finansiering (Ændret kommunal medfinansiering, indførelse af regional omfordeling som følge af effektiviseringsgevinster ved kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier m.v.).

Stk. 2 Regionernes andel af det statslige tilskud efter § 3 reguleres fra og med 2017 med et beløb, der sikrer, at 50 pct. af den samlede effektiviseringsgevinst fra de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier omfordeles mellem regionerne. Reguleringen foretages af Social- og Indenrigsministeriet efter den enkelte regions andel af bloktilskuddet på sundhedsområdet.

§ 24

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.