Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 11a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

delvist sat i kraft, jf. bek. nr. 291 af 17/03 2016, som ændret ved bek. nr. 335 af 08/04 2016

Lov nr. 260 af 16. marts 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 22. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023

Udbydere af distributionstjenester
§ 11a

Udbyderen af distributionstjenesters navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktoplysninger, herunder postadresse, skal være angivet på apparatet eller på dets emballage, pakken eller et medfølgende dokument.

Stk. 2 Udbyderen af distributionstjenester skal

  • 1) verificere, at den tekniske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, og EU-overensstemmelseserklæringen, jf. § 4, stk. 3, er udarbejdet, sørge for, at overensstemmelseserklæringen står til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, i 10 år efter at apparatet er blevet bragt i omsætning, og sikre, at den tekniske dokumentation i samme periode kan stilles til rådighed for Sikkerhedsstyrelsen, hvis styrelsen anmoder herom,

  • 2) underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis vedkommende har grund til at tro, at et apparat, som denne har bragt i omsætning, udgør en risiko,

  • 3) på grundlag af begrundet anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen give styrelsen al information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på apparatet, på et sprog, der er letforståeligt for Sikkerhedsstyrelsen, og

  • 4) samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og herunder efter en begrundet anmodning sikre, at der træffes øjeblikkelige nødvendige korrigerende tiltag for at afhjælpe eventuelle tilfælde af manglende overensstemmelse med de krav, der finder anvendelse på apparatet, og hvis dette ikke er muligt, begrænse de risici, der er forbundet med apparatet, når det påbydes af Sikkerhedsstyrelsen, eller på eget initiativ, når udbyderen af distributionstjenester skønner eller har grund til at tro, at apparatet udgør en risiko.