Lov om produkter og markedsovervågning Kapitel 8

Denne konsoliderede version af lov om produkter og markedsovervågning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 799 af 01. januar 1900,
jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 09. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 782 af 04. maj 2021 og lov nr. 2396 af 14. december 2021

Kapitel 8 1 Klageadgang og domstolsprøvelse
§ 34

Kontrolmyndighedens afgørelser truffet efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om klageadgang vedrørende afgørelser, der er truffet på baggrund af regler udstedt i medfør af § 25, stk. 1 og 2.

§ 35

Klage over afgørelser truffet af bemyndigede organer, jf. § 26, og det nationale akkrediteringsorgan udpeget i regler fastsat i medfør af § 8 b kan indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Den, der har modtaget en afgørelse om afslag på eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning om akkreditering eller en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt akkreditering, kan anmode akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurdering af sagen.

Stk. 3 Fører den fornyede behandling af sagen efter stk. 2 ikke til, at klageren fuldt ud får medhold, kan afgørelsen indbringes for Klagenævnet for Udbud.

Stk. 4 Klage efter stk. 1-3 skal indbringes, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 36

Påbud eller forbud udstedt i medfør af §§ 13 og 14, § 15, stk. 2 og 3, § 16, stk. 1 og 2, og §§ 17 og 19 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal, inden 4 uger efter at påbuddet eller forbuddet er meddelt den pågældende, fremsættes over for den kontrolmyndighed, der har truffet afgørelsen. Hvis fristen udløber på en lørdag, en søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Kontrolmyndigheden indbringer uden unødigt ophold sagen for domstolene, hvor sagen behandles efter den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2 Retten kan bestemme, at en anmodning som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.