Lov om nationalparker Kapitel 1

Denne konsoliderede version af lov om nationalparker er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 533 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 26. maj 2023

Kapitel 1 1 Formål
§ 1

Lovens formål er ved oprettelse af nationalparker at

  • 1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,

  • 2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,

  • 3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,

  • 4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,

  • 5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,

  • 6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,

  • 7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,

  • 8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,

  • 9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og

  • 10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling.

§ 2

Miljøministeren kan oprette en nationalpark, hvis området har national eller international betydning på grund af de naturmæssige og landskabelige værdier i området, og hvis oprettelsen giver mulighed for på kortere eller længere sigt at opfylde lovens formål.

Stk. 2 Nationalparken skal sammen med andre danske nationalparker kunne repræsentere de vigtigste danske naturtyper.

Stk. 3 Oprettelse af nationalparken skal kunne forbedre og styrke mulighederne for en koordineret og langsigtet udvikling af de naturmæssige, landskabelige, geologiske, kulturhistoriske og friluftsmæssige værdier i samspil med nationale interesser, lokalbefolkningen og erhverv.

Stk. 4 Nationalparker kan oprettes på landjorden, på ferske vande og på havet.

§ 3

Efter gennemførelse af proceduren i §§ 4-7 kan miljøministeren fastsætte regler om formålet med nationalparken, målsætningerne for udviklingen heraf og afgrænsningen af nationalparken. Bekendtgørelsen kan også indeholde regler om begrænsning af kompetencen til planlægning efter reglerne i planloven inden for nationalparken.