Miljøvurderingsloven Afsnit III

Denne konsoliderede version af miljøvurderingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Lov nr. 425 af 18. maj 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 03. januar 2023

Kapitel 6 1 Krav om tilladelse, screeningsafgørelse og myndighedens kompetence
Krav om tilladelse
§ 15

Følgende projekter, der på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, må ikke påbegyndes, før myndigheden, jf. § 17, skriftligt har meddelt tilladelse til at påbegynde projektet efter en miljøvurdering af projektets indvirkning på miljøet:

  • 1) Projekter omfattet af bilag 1, som en bygherre har indgivet ansøgning om,

  • 2) projekter omfattet af bilag 2, hvorom der er truffet afgørelse efter § 21 om krav om miljøvurdering, og

  • 3) projekter omfattet af bilag 2, hvor en bygherre har anmodet om, at ansøgningen skal undergå en miljøvurdering, jf. § 19, stk. 4.

Stk. 2 For projekter omfattet af stk. 1, nr. 3, skal myndigheden, jf. § 17, stk. 1-6, og regler fastsat i medfør heraf, lade projektet undergå en miljøvurdering.

Stk. 3 Tilladelser, som i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 4 helt eller delvis skal erstatte tilladelser efter § 25, skal meddeles på baggrund af en miljøvurdering efter reglerne i denne lov eller regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5.

Stk. 4 Miljøministeren kan fastsætte regler om, at en afgørelse om tilladelse efter § 25 helt eller delvis kan erstattes af en tilladelse, som udstedes i medfør af anden lov for projekter omfattet af stk. 1.

Screeningsafgørelse
§ 16

Et projekt omfattet af bilag 2 må ikke påbegyndes, før myndigheden, jf. § 17, skriftligt har meddelt bygherren, at projektet ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. § 21.

Myndighedens kompetence
§ 17, stk. 1-4, blev affattet med § 1, nr. 9, i lov nr. 2192 af 29. december 2020 og med § 1, nr. 1, i lov nr. 2213 af 29. december 2020. Oprindeligt udsprang begge ændringslove af samme ændringsforslag, jf. forslag 2020/1 LSF 56. Dette lovforslag blev delt i to. § 17, stk. 1-4, er næsten enslydende i de to udgaver, men der er en lille forskel i stk. 3. Fordi ændringslovene blev vedtæget samme dag, giver det ikke mening at forsøge ud fra en lex posterior betragtning at fortolke sig frem til hvilken, som skal gælde. Forarbejderne synes heller ikke at give noget sikkert holdepunkt. Vi har valgt at implementere den mere tekstrige ændring, som følger af § 1, nr. 9, i lov nr. 2192 af 29. december 2020, fordi 95 folketingsmedlemmer stemte for denne, sammenlignet med 59, som stemte for det andet forslag, men det er tvivlsomt, hvad der har været lovgivers tanke, herunder om lovgiver var opmærksom på forskellen.

§ 17

Kommunalbestyrelsen er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på land, der er omfattet af bilag 1 eller 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. dog stk. 2, 3, 5 og 6.

Stk. 2 Regionsrådet er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter, der er omfattet af bilag 1 eller 2, hvor hele eller dele af projektet er omfattet af § 7 i lov om råstoffer, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 3 Miljøministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet omfattet af bilag 1 eller 2, jf. dog stk. 4, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Dog er kommunalbestyrelsen myndighed for behandling af sager vedrørende projekter omfattet af bilag 1 eller 2, hvor projektet er omfattet af § 3, stk. 1, jf. dog stk. 5, i lov om kystbeskyttelse m.v., og intensivt fiskeopdræt, hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren er myndighed for behandling af sager vedrørende projekter på havområdet, der er omfattet af bilag 1 eller 2, herunder for vurderingen af, om projekter omfattet af bilag 2 på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, hvis der er tale om følgende projekter:

  • 1) Projekter om efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger m.v. omfattet af bilag 1, nr. 14, 16, 22, 23 og 29, og bilag 2, nr. 2, litra d og e, nr. 3, litra a, nr. 10, litra i, og nr. 13, litra a og b.

  • 2) Projekter om etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vand og vind, med tilhørende interne ledningsanlæg omfattet af bilag 2, nr. 3, litra i og j, og nr. 13, litra a.

Stk. 5 Miljøministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage kommunalbestyrelsers og regionsråds opgaver og beføjelser efter denne lov i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.

Stk. 6 Miljøministeren kan fastsætte regler om, at ministeren overtager kommunalbestyrelsens eller regionsrådets opgaver og beføjelser angående behandling af bygherrens ansøgninger og dertil knyttede afgørelser efter §§ 21 og 25 for visse anlæg og projekttyper samt den dertil knyttede tilsynskompetence. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal videresende sådanne ansøgninger til Miljø- og Fødevareministeriet. Dette gælder også, såfremt ansøgningerne er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening.

Stk. 7 Vedkommende minister fastsætter, hvem der er myndighed for behandling af projekter, der vedtages i enkeltheder ved lov.

Kapitel 7 1 Bygherrens ansøgning og miljøkonsekvensrapport
Ansøgning
§ 18

Bygherren skal før etablering, udvidelse eller ændring af projekter omfattet af § 15, stk. 1, der på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, indgive en skriftlig ansøgning om projektet til den myndighed, der skal behandle ansøgningen, jf. § 17.

§ 19

Bygherren skal før etablering, udvidelse eller ændring af projekter omfattet af bilag 2 indgive en skriftlig ansøgning, jf. § 18, om en afgørelse efter § 21 til den myndighed, der skal behandle ansøgningen, jf. § 17.

Stk. 2 Bygherrens ansøgning om en afgørelse efter § 21 skal indeholde følgende:

  • 1) Oplysninger om projektets karakteristika og dets forventede væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. bilag 5.

  • 2) Tilgængelige resultater af andre relevante vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, der er foretaget i medfør af EU-lovgivning, og som er relevante for det konkrete projekt.

Stk. 3 Bygherrens ansøgning kan tillige indeholde en beskrivelse af særkender ved projektet eller af de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå eller forebygge, hvad der kunne have været væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet.

Stk. 4 Hvis en bygherre ønsker, at et projekt omfattet af bilag 2 skal undergå en miljøvurdering, fordi det på grund af dets art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. § 15, stk. 1, nr. 3, skal bygherrens ansøgning indeholde oplysning herom.

Miljøkonsekvensrapport
§ 20

Bygherren fremlægger en miljøkonsekvensrapport for et projekt omfattet af § 15. De oplysninger, som bygherren efter stk. 2 fremlægger i miljøkonsekvensrapporten, skal være fuldstændige og af tilstrækkelig høj kvalitet.

Stk. 2 Miljøkonsekvensrapporten skal mindst omfatte følgende oplysninger:

  • 1) En beskrivelse af projektet med oplysninger om projektets placering, udformning, dimensioner og andre relevante særkender,

  • 2) en beskrivelse af projektets forventede væsentlige indvirkninger på miljøet,

  • 3) en beskrivelse af projektets særkender eller de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere forventede væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet,

  • 4) en beskrivelse af de rimelige alternativer, som bygherren har undersøgt, og som er relevante for projektet og dets særlige karakteristika, og en angivelse af hovedårsagerne til den valgte løsning under hensyntagen til projektets indvirkninger på miljøet,

  • 5) et ikketeknisk resumé af de i nr. 1-4 omhandlede oplysninger og

  • 6) alle yderligere oplysninger omhandlet i bilag 7, som er relevante for de særlige karakteristika, der gør sig gældende for et bestemt projekt eller en bestemt projekttype og for det miljø, der kan forventes at blive berørt.

Stk. 3 Har myndigheden afgivet en udtalelse efter § 23, stk. 1, skal miljøkonsekvensrapporten lægge denne udtalelse til grund og indeholde de oplysninger, der med rimelighed kan kræves, for at der kan nås frem til en begrundet konklusion om projektets væsentlige indvirkninger på miljøet, idet der tages hensyn til gældende viden og vurderingsmetoder. Ved udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten skal der tages hensyn til tilgængelige resultater af andre relevante vurderinger foretaget i henhold til anden lovgivning.

Stk. 4 De oplysninger, som bygherren skal give om det ansøgte projekt i miljøkonsekvensrapporten, jf. stk. 2, skal på en passende måde påvise, beskrive og vurdere projektets væsentlige direkte og indirekte virkninger på følgende faktorer:

  • 1) Befolkningen og menneskers sundhed,

  • 2) den biologiske mangfoldighed med særlig vægt på arter og naturtyper, der er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle,

  • 3) jordarealer, jordbund, vand, luft og klima,

  • 4) materielle goder, kulturarv og landskab og

  • 5) samspillet mellem faktorerne i nr. 1-4.

Stk. 5 Virkningerne nævnt i stk. 4 omfatter de forventede virkninger af projektets sårbarhed over for risici for større ulykker eller katastrofer.

Stk. 6 Bygherren skal sikre, at miljøkonsekvensrapporten, jf. stk. 1, er udarbejdet af kvalificerede og kompetente eksperter.

Stk. 7 Myndigheden, jf. § 17, skal stille relevante miljøoplysninger til rådighed for bygherrens udarbejdelse af miljøkonsekvensrapporten, jf. stk. 2, såfremt myndigheden er i besiddelse af sådanne.

Kapitel 8 1 Screeningsafgørelse
§ 21

Myndigheden, jf. § 17, træffer på grundlag af bygherrens ansøgning, jf. § 19, afgørelse om, hvorvidt et projekt omfattet af bilag 2 på grund af dets art, dimensioner eller placering er omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse. Ved vurderingen skal myndigheden tage hensyn til kriterierne i bilag 6. Afgørelsen skal endvidere tage hensyn til resultaterne af foreløbig kontrol eller vurderinger af indvirkningen på miljøet, der er foretaget i medfør af EU-lovgivningen.

Stk. 2 Afgørelsen skal begrundes med hovedårsagerne til afgørelsen og henvisning til de i bilag 6 opførte relevante kriterier. Begrundelsen for en afgørelse om, at et projekt ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, skal endvidere anføre særkender ved projektet eller anføre, hvilke foranstaltninger der påtænkes truffet for at undgå eller forebygge, hvad der ellers kunne have været væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, hvis bygherren har fremlagt en beskrivelse efter § 19, stk. 3.

§ 22

Myndigheden skal træffe afgørelse efter § 21 hurtigst muligt og senest 90 dage fra den dag, hvor bygherren har fremlagt de krævede oplysninger, jf. § 19.

Stk. 2 I særlige tilfælde kan myndigheden forlænge fristen efter stk. 1. Myndigheden skal underrette bygherren skriftligt om årsagerne til forlængelsen og om, hvornår der forventes truffet en afgørelse.

Kapitel 9 1 Afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold
§ 23

For projekter omfattet af § 15, stk. 1, skal myndigheden forud for bygherrens udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport afgive en udtalelse om, hvor omfattende og detaljerede de oplysninger skal være, som bygherren skal fremlægge i miljøkonsekvensrapporten, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2 Myndigheden udarbejder udtalelsen nævnt i stk. 1 under hensyntagen til de oplysninger, som bygherren har fremlagt, navnlig oplysningerne om projektets særlige karakteristika, jf. § 18, herunder dets placering og tekniske kapacitet og dets forventede indvirkning på miljøet, og de under høringen fremkomne kommentarer og bemærkninger.

Stk. 3 For projekter på havområdet, jf. § 17, stk. 3 og 4, afgiver myndigheden kun udtalelse efter reglerne i stk. 1 og 2, hvis bygherren anmoder herom.

Stk. 4 Myndigheden kan, hvis bygherren anmoder herom, undlade at afgive udtalelse efter stk. 1 og 2, hvis myndigheden finder det ubetænkeligt i forhold til det konkrete projekt.

Stk. 5 Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af udtalelsen efter stk. 1 og 2 og om myndighedens afgrænsning af miljøkonsekvensrapportens indhold.

Kapitel 10 1 Afgørelse om tilladelse til projekter omfattet af krav om miljøvurdering
Oplysningsgrundlaget for myndighedens afgørelse om tilladelse
§ 24

Efter modtagelsen af miljøkonsekvensrapporten fra bygherren gennemgår myndigheden rapporten med inddragelse af den fornødne ekspertise med henblik på at sikre, at den opfylder kravene i § 20. Myndigheden kan om nødvendigt indhente yderligere oplysninger fra bygherren til opfyldelse af kravene i § 20, stk. 2.

Stk. 2 Myndigheden skal efter gennemgang af miljøkonsekvensrapporten sende den i høring hos berørte myndigheder og offentligheden i overensstemmelse med § 35, stk. 3, nr. 3, og § 38.

§ 25

Efter høringen skal myndigheden træffe afgørelse, om en ansøgning efter § 18, stk. 1, kan imødekommes. Afgørelsen træffes på grundlag af bygherrens ansøgning, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger, resultaterne af de høringer, der er foretaget, og myndighedens begrundede konklusion. Såfremt projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat, kan myndigheden først træffe afgørelse om tilladelse til projektet, når miljøministerens samtykke efter § 38 foreligger.

Stk. 2 Myndigheden træffer afgørelse efter stk. 1 om tilladelse inden for en rimelig frist. Forsinkes myndighedens afgørelse, skal begrundelsen herfor meddeles bygherren.

§ 26

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at myndigheden ikke må meddele tilladelse til at påbegynde et projekt, før der er tilvejebragt det nødvendige plangrundlag for projektet efter lov om planlægning.

§ 27

Træffer myndigheden afgørelse efter § 25, stk. 1, om at tillade det ansøgte projekt, skal afgørelsen omfatte den begrundede konklusion og indeholde alle de miljømæssige betingelser, der er knyttet til afgørelsen, en beskrivelse af alle projektets særkender og de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, som bygherren skal gennemføre, og eventuelle overvågningsforanstaltninger.

Stk. 2 Myndigheden kan stille vilkår for tilladelser, jf. stk. 1, med henblik på opfyldelse af lovens formål. Vilkår skal stå i et rimeligt forhold til projektets art, placering og dimensioner samt omfanget af dets indvirkninger på miljøet. Hvor det er hensigtsmæssigt, kan der anvendes eksisterende overvågningsordninger fra anden EU-lovgivning eller overvågningsordninger fastsat i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, hvor det er hensigtsmæssigt i forhold til det konkrete projekt og formålet med overvågningen.

Stk. 3 Har projektet væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, skal myndigheden i tilladelsen stille vilkår, jf. stk. 2, for bygherrens overvågning heraf.

Stk. 4 Træffer myndigheden afgørelse om ikke at give tilladelse til det ansøgte projekt, skal myndigheden angive hovedårsagerne herfor i afgørelsen.

Stk. 5 Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om overvågningens gennemførelse, om indholdet af overvågningen og om, at overvågningen i visse tilfælde skal udøves af andre end bygherren, samt om indberetning til ministeren af resultaterne af overvågningen.

§ 28

Myndigheden kan genoptage en afgørelse efter § 25 og kan om nødvendigt meddele forbud og påbud, herunder tilbagekalde en tilladelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende tilladelse, hvis en eller flere af følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Der fremkommer nye oplysninger om projektets væsentlige skadelige indvirkning på miljøet.

  • 2) Projektets væsentlige skadelige indvirkning kunne ikke forudses ved myndighedens afgørelse om tilladelsen.

  • 3) Projektets skadelige indvirkning i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved myndighedens meddelelse af tilladelse.

Kapitel 11 1 Bemyndigelser til at fastætte krav til ansøgning, miljøkonsekvensrapport og myndighedernes behandling heraf
§ 29

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at indgivelse af ansøgninger efter §§ 18 og 19 og fremlæggelse af miljøkonsekvensrapport efter § 20 skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening eller indgives digitalt.

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger bygherren skal afgive ved ansøgning efter §§ 18 og 19, og at indgivelse af ansøgninger skal ske på et særligt skema.

Stk. 3 Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger bygherren skal fremlægge i miljøkonsekvensrapporten til myndigheden, og i hvilken form oplysningerne skal indgives.

§ 30

Miljøministeren kan fastsætte regler om myndighedens behandling af ansøgninger efter § 19 og om, at sådanne ansøgninger skal afgøres samtidig med visse ansøgninger efter lov om miljøbeskyttelse.