Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine § 16

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 324 af 16. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1575 af 12. december 2023 og lov nr. 266 af 19. marts 2024

§ 16

Indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., udarbejder en kontrakt for en udlænding over 18 år, der er omfattet af § 14, og som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter denne lov.

Stk. 2 Kontrakten indgås mellem udlændingen og indkvarteringsoperatøren på grundlag af den enkelte udlændings individuelle færdigheder og forudsætninger. Kontraktens omfang og indhold tilpasses i videst muligt omfang den enkelte udlændings færdigheder og kompetencer og den pågældendes personlige forhold, herunder alder, barsel og den pågældendes eller pågældendes barns helbredsmæssige forhold i form af f.eks. alvorlige fysiske og psykiske sygdomme og lidelser, samt andre væsentlige psykosociale forhold, ligesom kontrakten tilpasses andre forhold, som indkvarteringsoperatøren finder relevante, herunder manglende børnepasningsmuligheder. Tilsvarende gælder, hvis indkvarteringsoperatøren ikke har mulighed for at stille relevante og meningsfulde undervisnings- og aktiveringstilbud til rådighed.

Stk. 3 Kan der ikke opnås enighed om kontraktens indhold, fastsættes indholdet af indkvarteringsoperatøren. Kontrakten kan løbende revideres.

Stk. 4 Kontrakten fastlægger omfanget af og indholdet i den enkelte udlændings deltagelse i

  • 1) nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet,

  • 2) undervisning, der skal give udlændingen et indledende kendskab til dansk sprog og danske kultur-, samfunds-, arbejdsmarkeds-, uddannelses- og boligforhold, og

  • 3) aktivering.

Stk. 5 Indkvarteringsoperatøren skal vejlede udlændingen om, at den pågældende får udbetalt en tillægsydelse, jf. § 15, stk. 3. hvis den pågældende overholder sin kontrakt.

Stk. 6 En 17-årig udlænding, der er omfattet af § 14, og som har opholdt sig her i landet i mere end 3 måneder fra tidspunktet for den pågældendes indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter denne lov, kan deltage i undervisning og aktivering, der er nævnt i stk. 4, nr. 2 og 3, på samme betingelser som udlændinge over 18 år.

Stk. 7 Undervisning og aktivering, jf. stk. 4, nr. 2 og 3, kan varetages helt eller delvis af eksterne aktører eller kan erstattes af undervisning og aktivering udbudt af eksterne aktører.

Stk. 8 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold og udformning.