Lov om mediestøtte Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lov om mediestøtte er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1604 af 26. december 2013,
som ændret ved lov nr. 472 af 17. maj 2017 og lov nr. 1558 af 12. december 2023

Kapitel 3 1 Sanktioner
§ 17

Medienævnet kræver udbetalte tilskud helt eller delvis tilbagebetalt og tilbagekalder tilsagn om tilskud, i tilfælde af at tilskudsmodtageren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet væsentlige oplysninger i forbindelse med ansøgninger eller dokumentation, og i tilfælde hvor tilskudsmodtageren ikke længere opfylder de betingelser, der er knyttet til tilskuddet, eller ikke gennemfører de forudsatte aktiviteter.

Stk. 2 Medienævnet kan i umiddelbar forlængelse af en afgørelse efter stk. 1 fastsætte skærpede vilkår for tilskud til det pågældende nyhedsmedie, herunder om aflevering af redegørelser, dokumentation m.v., hvis dette er nødvendigt for at forebygge yderligere overtrædelser.