Lov om medie- og journalisthøjskolen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af lov om medie- og journalisthøjskolen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 220 af 08. april 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 08. august 2019,
som ændret ved lov nr. 363 af 09. marts 2021 og lov nr. 492 af 15. maj 2023

Kapitel 4 1 Tilskud, lån, vilkår m.v.
§ 20

Højskolen skal i sit virke være uafhængig, og højskolens midler må alene komme højskolens formål til gode.

§ 21

Højskolen disponerer frit inden for sit formål ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under et, jf. dog stk. 2. Det er dog en betingelse, at den undervisning og de øvrige opgaver, hvortil tilskud er ydet, gennemføres i overensstemmelse med gældende regler og for det antal studerende, der er ydet tilskud for. Højskolen kan opspare tilskud til anvendelse til formål i følgende finansår.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan pålægge højskolen at tilpasse, udskyde eller standse investeringer, såfremt de samlede budgetterede investeringer for de statsfinansierede selvejende institutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område overstiger den flerårige investeringsramme, der fastsættes på finansloven.

Drifts- og anlægstilskud
§ 22

Uddannelses- og forskningsministeren kan yde tilskud til opgaver, der varetages af højskolen.

Stk. 2 Tilskud og tilskuddenes størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

§ 23

Uddannelses- og forskningsministeren kan pålægge højskolen mod betaling at stille eventuel ledig lokalekapacitet til rådighed for andre statsfinansierede uddannelsesinstitutioner.

§ 24

Uddannelses- og forskningsministeren kan efter drøftelse med finansministeren pålægge højskolen for en periode at udskyde igangsættelse af planlagte byggerier af en vis størrelse under hensyn til landsdækkende eller regional konjunkturregulering af bygge- og anlægsvirksomhed.

§ 25

Tilskud efter loven ydes ikke til dækning af højskolens udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kompenserer højskolen for udgifter til betaling af afgifter i henhold til momsloven, som efter momsloven ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikke fradragsberettiget købsmoms), og som højskolen afholder ved køb af varer og tjenesteyelser, til hvilke der ydes tilskud efter loven.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om kompensationen efter stk. 2 og kan herunder beslutte, at der skal etableres en acontoordning for momskompensationen til højskolen.

§ 26

Uddannelses- og forskningsministeren kan yde lån eller tilskud til medie og journalisthøjskolen, hvis denne efter uddannelses- og forskningsministerens skøn er kommet i en særlig vanskelig økonomisk situation. Lån eller tilskud er betinget af, at højskolen følger uddannelses- og forskningsministerens krav til omlægning af højskolens aktivitet med henblik på genopretning af økonomien eller krav om, at der indgås en indsatsaftale.

Vilkår m.v.
§ 27

Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om aktivitetsindberetninger, opgørelsen af antal studenterårsværk, årselever og dimittender. Ministeren kan fastlægge minimums- og maksimumsrammer for tilgangen til uddannelserne.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om, hvilke udenlandske studerende højskolen skal opkræve deltagerbetaling for. Uddannelses- og forskningsministeren kan endvidere fastsætte regler om udarbejdelse af beregningsgrundlag for deltagerbetaling m.v.

§ 28

Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om vilkår og betingelser for tilskud og lån. Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren regler om højskolens budget- og bevillingssystem og om udbetaling af tilskud, herunder forskudsvis udbetaling, til højskolen. Ministeren fastsætter regler om tilbagebetaling og kontrol af udbetalte tilskud.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan ved ydelse af tilskud til højskolen stille vilkår, der fremmer formålet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (sociale klausuler).

§ 29

Aftaler, herunder husleje- og ejendomsaftaler, skal indgås på vilkår, der ikke er ringere for højskolen end sædvanlige markedsvilkår.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om huslejeaftaler, herunder i særlige tilfælde bestemme, at huslejeaftaler skal indgås på andre vilkår end dem, der er nævnt i stk. 1.

§ 30

Højskolen skal følge de af finansministeren fastsatte eller aftalte bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold for højskolens ansatte.

Stk. 2 Tjenestemandslovens § 21, stk. 4, gælder for medlemmer af højskolens bestyrelse.

§ 31

Hvis højskolen ikke følger bestemmelserne i denne lov eller de regler eller aftaler, jf. § 30, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, eller uddannelses- og forskningsministerens påbud, kan uddannelses- og forskningsministeren midlertidigt tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Uddannelses- og forskningsministeren kan tilbageholde tilskud til højskolen eller lade tilskud bortfalde, hvis der er indgivet konkursbegæring mod højskolen, hvis højskolen standser sine betalinger, eller når der i øvrigt er fare for, at højskolens virksomhed må indstilles.

Stk. 2 Uddannelses- og Forskningsministeriet kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.

§ 31a

Uddannelses- og forskningsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne for de institutioner, der ønsker at blive lagt sammen, godkende sammenlægning af medie- og journalisthøjskolen med forskningsinstitutioner eller andre videregående uddannelsesinstitutioner. For institutioner, der ikke hører under uddannelses- og forskningsministeren, sker godkendelse efter forhandling med vedkommende minister.

Stk. 2 Sammenlægning efter stk. 1 sker uden likvidation, ved at forskningsinstitutionens eller den videregående uddannelsesinstitutions rettigheder og forpligtelser overdrages til den nye eller den fortsættende institution.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne for de institutioner, der ønsker spaltning, godkende, at medie- og journalisthøjskolen ved spaltning overdrager en del af sine rettigheder og forpligtelser til forskningsinstitutioner eller andre videregående uddannelsesinstitutioner. Spaltning sker, ved at dele af medie- og journalisthøjskolens rettigheder og forpligtelser overdrages til en eller flere bestående institutioner. For institutioner, der ikke hører under uddannelses- og forskningsministeren, sker godkendelse efter forhandling med vedkommende minister.

Stk. 4 Det er en betingelse ved sammenlægning efter stk. 1 eller spaltning efter stk. 3, at der ikke sker indskrænkninger i bestående rettigheder.

Stk. 5 Sammenlægning efter stk. 1 og spaltning efter stk. 3 kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.

Stk. 6 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenlægninger og spaltninger.