Lov om medie- og journalisthøjskolen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lov om medie- og journalisthøjskolen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 220 af 08. april 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 08. august 2019,
som ændret ved lov nr. 363 af 09. marts 2021 og lov nr. 492 af 15. maj 2023

Kapitel 3 1 Vedtægt
§ 10

Højskolens forhold reguleres i en vedtægt, der skal indeholde nærmere bestemmelser om bl.a. højskolens uddannelsesformål og fagområder, bestyrelsens sammensætning og funktionsperiode og højskolens organisation.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren godkender vedtægten.

Bestyrelsens sammensætning
§ 11

Bestyrelsen består af en formand, der er udpeget af uddannelses- og forskningsministeren, og af mindst 9 og op til 14 stemmeberettigede medlemmer. Bestyrelsen sammensættes af medlemmer, som med deres erfaring med og faglige indsigt i medieproduktion og journalistik og arbejdsmarkedets behov for personer med uddannelser inden for medieområdet og journalistik skal kunne bidrage til at fremme højskolens strategiske virke og faglige mål inden for uddannelsesområderne. Medlemmerne skal tillige repræsentere det faglige, have erfaring med og indsigt i offentlig og privat virksomhed, strategisk ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber. Bestyrelsen sammensættes således, at flertallet af medlemmerne er udefrakommende.

Stk. 2 2 medlemmer vælges af og blandt de studerende.

Stk. 3 2 medlemmer vælges af og blandt medarbejderne. De af medarbejderne valgte medlemmer er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.

Stk. 4 Følgende personer kan ikke være medlemmer af bestyrelsen:

  • 1) Personer, der udlejer ejendomme m.m. til højskolen.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.v. til højskolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.v. til højskolen.

  • 3) Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

  • 4) Ansatte i ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1.

Stk. 5 Er lejeforholdet af uvæsentligt omfang, finder stk. 4, nr. 1-4 ikke anvendelse. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler herom.

Bestyrelsens opgaver og ansvar
§ 12

Bestyrelsen skal varetage den overordnede og strategiske ledelse af højskolen og sikre uddannelsernes kvalitet og udvikling samt en effektiv drift af højskolen.

Stk. 2 Bestyrelsen skal fastsætte højskolens vedtægt, jf. § 10, og indgå en strategisk rammekontrakt med uddannelses- og forskningsministeren. Den strategiske rammekontrakt skal indeholde strategiske mål for højskolens opgaver.

Stk. 3 Bestyrelsen fastsætter efter indstilling fra rektor højskolens organisatoriske opbygning, således at højskolen kan opfylde sine formål og varetage alle sine aktuelle og kommende opgaver, jf. lovens kapitel 2 og vedtægten, og således at de studerendes mulighed for indflydelse på uddannelse og undervisning sikres, jf. § 17, stk. 2, og § 18.

Stk. 4 Bestyrelsen skal godkende studieordninger for de uddannelser, som højskolen udbyder. Bestyrelsen kan bemyndige rektor til at godkende studieordninger.

Stk. 5 Bestyrelsen skal vedtage det årlige budget efter indstilling fra rektor.

Stk. 6 Bestyrelsen skal ansætte og afskedige rektor. Bestyrelsen skal efter indstilling fra rektor ansætte og afskedige den øvrige øverste ledelse.

Stk. 7 Bestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for rektors og den øvrige øverste ledelses virksomhed.

§ 13

Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor organisere højskolen med et kompetencecenter for efter- og videreuddannelse og faglige hovedområder, fakulteter el.lign.

Stk. 2 Bestyrelsen kan bestemme, at ledelsen af kompetencecenteret efter rektors nærmere bestemmelse varetages af en centerdirektør, og at et fagligt hovedområde, fakultet eller lignende efter rektors nærmere bestemmelse varetages af en faglig områdechef, en dekan el.lign.

§ 14

Bestyrelsen er over for uddannelses- og forskningsministeren ansvarlig for højskolens samlede virksomhed, herunder for forvaltningen af de statslige tilskud m.v.

Stk. 2 Hvis bestyrelsen ikke efterkommer påbud fra uddannelses- og forskningsministeren om berigtigelse af nærmere angivne forhold, kan uddannelses- og forskningsministeren beslutte, at

  • 1) bestyrelsens opgaver eller dele heraf i en periode varetages af personer, der udpeges af uddannelses- og forskningsministeren, eller

  • 2) bestyrelsen træder tilbage, således at en ny bestyrelse skal vælges efter reglerne i professionshøjskolens vedtægt.

Stk. 3 Hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer højskolens videreførelse i fare, kan uddannelses- og forskningsministeren beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage, og kan i forbindelse hermed indsætte et midlertidigt styre, indtil der er udpeget en ny bestyrelse efter reglerne i højskolens vedtægt.

§ 15

Bestyrelsen skal forvalte højskolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for højskolens formål.

Stk. 2 Højskolen er forpligtet til at vedligeholde sine bygninger på et forsvarligt niveau i overensstemmelse med en af bestyrelsen godkendt flerårig plan og til at sikre en forsvarlig standard af udstyr m.v. til de tilskudsberettigede aktiviteter.

Stk. 3 Højskolen skal under størst mulig hensyntagen til sikkerheden anbringe de likvide midler på en eller flere af følgende måder:

  • 1) I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.

  • 2) I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, KommuneKredit eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.

  • 3) Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

  • 4) I værdipapirer fra et EU-/EØS-medlemsland, bortset fra aktier og investeringsforeningsbeviser, som efter deres art og sikkerhed kan sidestilles med de aktiver, der er nævnt i nr. 1 og 2.

Stk. 4 Bestyrelsen kan uanset stk. 3, nr. 4, under størst mulig hensyntagen til sikkerheden i fornødent omfang anbringe likvide midler i andelsbeviser med begrænset hæftelse eller i aktier i det pengeinstitut, som højskolen bruger som sin sædvanlige bankforbindelse, og i andelsbeviser med begrænset hæftelse i forsyningsvirksomheder m.m., hvis institutionen derved opnår økonomiske fordele. Andelene og aktierne skal afhændes, hvis højskolen skifter pengeinstitut eller ikke længere opnår den forudsatte fordel.

Rektor
§ 16

Højskolens øverste daglige ledelse varetages af rektor inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat, jf. dog § 44. Højskolens rektor deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Rektor eller den, som rektor anmoder herom, kan endvidere efter behov deltage i møder i andre kollektivt sammensatte organer i højskolen, der er nedsat af bestyrelsen.

Stk. 2 Rektor eller den, som rektor bemyndiger hertil, ansætter og afskediger personalet, jf. dog § 12, stk. 6, 2. pkt.

Stk. 3 Rektor underskriver regnskabet.

Stk. 4 Rektor har over for bestyrelsen ansvar for

  • 1) den faglige ledelse af uddannelserne,

  • 2) at uddannelserne og andre opgaver gennemføres i overensstemmelse med den lovgivning, der regulerer uddannelserne eller opgaverne og de givne bevillinger,

  • 3) at det af bestyrelsen godkendte budget overholdes, og

  • 4) højskolens virksomhed i øvrigt er i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger og retningslinjer.

Stk. 5 Rektor tegner højskolen med undtagelse af dispositioner over fast ejendom.

Uddannelsesudvalg
§ 17

Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor bestemme, at der for hvert af de faglige hovedområder, fakulteter el.lign., inden for hvilke højskolen er organiseret, jf. § 13, nedsættes et uddannelsesudvalg. Uddannelsesudvalget har til opgave at rådgive bestyrelsen, rektor og den faglige områdechef eller dekan el.lign. om uddannelsernes indhold, profil, kvalitet og relevans samt om uddannelsesdækning. Uddannelsesudvalget indstiller studieordninger til bestyrelsens eller rektors godkendelse, jf. § 12, stk. 4.

Stk. 2 Uddannelsesudvalget sammensættes af personer med kompetence inden for udvikling og kvalitetssikring af uddannelserne og personer med kendskab til arbejdsmarkedet.

Stk. 3 2 medlemmer udpeges af og blandt de medarbejdere ved højskolen, der fortrinsvis er beskæftiget inden for udvalgets uddannelsesområde. De medarbejdervalgte medlemmer er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.

Stk. 4 2 medlemmer udpeges af og blandt de studerende, der er optaget inden for udvalgets uddannelsesområder.

De studerendes råd
§ 18

De studerende har ret til på baggrund af valg at danne et råd. Rådet udpeger repræsentanter for de studerende til udvalg m.v., som højskolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for de studerende.

Søgsmålskompetence
§ 19

Beslutning om at anlægge retssag mod bestyrelsesmedlemmer, ledere, revisorer eller andre i anledning af tab påført højskolen kan træffes af bestyrelsen eller af uddannelses- og forskningsministeren.