Lov om medarbejderindflydelse i SE-selskaber § 9

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 281 af 26. april 2004

Valg af repræsentanter til det særlige forhandlingsorgan i Danmark
§ 9

Medlemmer af det særlige forhandlingsorgan, der vælges i Danmark, vælges blandt de ansatte af medarbejderrepræsentanterne i samarbejdsudvalgene i deltagende selskaber og berørte datterselskaber og bedrifter. Hvor samarbejdsudvalg ikke er oprettet, vælges medlemmerne af tillidsrepræsentanterne. Hvis der ikke er valgt tillidsrepræsentanter, eller hvis det aftales mellem ledelsen og de ordinære repræsentanter for lønmodtagerne, vælges medlemmerne af samtlige lønmodtagere.

Stk. 2 Såfremt der inden valget stilles krav herom, kan samarbejdsudvalget eller gruppen af tillidsrepræsentanter suppleres med repræsentanter for grupper, der ikke er repræsenteret gennem de ordinære samarbejdsudvalgsmedlemmer eller tillidsrepræsentanter.