Lov om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 546 af 18. juni 2012,
som ændret ved lov nr. 1231 af 18. december 2012 og lov nr. 1878 af 29. december 2015

Kapitel 2 1 Mæglings- og klageinstitutionens sagsbehandling
§ 3

På baggrund af en klage eller af egen drift behandler mæglings- og klageinstitutionen sager vedrørende overtrædelser af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, der enten er begået i Danmark eller vedrører

  • 1) en dansk privat eller offentlig virksomhed, jf. stk. 2, eller virksomhedens forretningsforbindelser, jf. stk. 4,

  • 2) danske statslige eller regionale myndigheder eller myndighedernes forretningsforbindelser, jf. stk. 4, eller

  • 3) danske private eller offentlige organisationer, jf. stk. 3, eller organisationernes forretningsforbindelser, jf. stk. 4.

Stk. 2 Ved en dansk privat eller offentlig virksomhed forstås en virksomhed, der er hjemmehørende i Danmark.

Stk. 3 Ved danske private eller offentlige organisationer forstås private eller offentlige organisationer, der er hjemmehørende i Danmark.

Stk. 4 Ved en forretningsforbindelse forstås forretningspartnere, enheder i forsyningskæden og andre ikkeoffentlige eller offentlige enheder, som kan forbindes direkte med virksomhedens, myndighedens eller organisationens forretningsmæssige aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser.

§ 4

Enhver kan indbringe en klage for mæglings- og klageinstitutionen på egne vegne eller på vegne af tredjemand. Klagen skal være skriftlig, og klageren skal fremlægge en saglig begrundelse og rimelig dokumentation for den påståede overtrædelse af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder.

§ 5

Mæglings- og klageinstitutionen kan afvise sagen efter en indledende vurdering. I denne vurdering indgår formelle kriterier, herunder om skriftlighed. Desuden vurderer mæglings- og klageinstitutionen, om der foreligger en saglig begrundelse og rimelig dokumentation for den påståede overtrædelse af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, jf. § 4.

Stk. 2 Afviser mæglings- og klageinstitutionen sagen, meddeler mæglings- og klageinstitutionen dette til parterne.

§ 6

Klagefristen for indbringelse af en sag for mæglings- og klageinstitutionen er 5 år regnet fra den dag, da den omstridte handling eller undladelse er ophørt. Klagefristen afbrydes, når en klage modtages af mæglings- og klageinstitutionen, eller når mæglings- og klageinstitutionen tager en sag op af egen drift.

§ 7

Mæglings- og klageinstitutionen opfordrer parterne til selv at finde en løsning og dermed afslutte sagen. Lykkes det parterne på opfordring af mæglings- og klageinstitutionen selv at finde en løsning og dermed afslutte sagen, udtaler mæglings- og klageinstitutionen sig ikke om sagen.

Stk. 2 Mæglings- og klageinstitutionen foretager en forundersøgelse af sagen, hvis det ikke lykkes parterne på opfordring af mæglings- og klageinstitutionen selv at finde en løsning og dermed afslutte sagen, jf. stk. 1. Vurderer mæglings- og klageinstitutionen på baggrund af forundersøgelsen, at sagen skal afvises, offentliggør mæglings- og klageinstitutionen en kort beskrivelse af sagen med en begrundelse for afvisningen, men uden at nævne sagens parter.

Stk. 3 Afviser mæglings- og klageinstitutionen ikke sagen, jf. stk. 2, kan mæglings- og klageinstitutionen tilbyde mægling mellem parterne. Mæglingen kræver begge parters samtykke. Mæglings- og klageinstitutionens formand forestår mæglingen. Behandles sagen ved mægling, offentliggør mæglings- og klageinstitutionen en udtalelse om, at parterne har bedt mæglings- og klageinstitutionen om at mægle i sagen. Løses sagen ved mægling, offentliggør mæglings- og klageinstitutionen en udtalelse med en kort beskrivelse af sagen og mæglingsresultatet. Mæglings- og klageinstitutionen følger op på udtalelsen efter 1 år og udtaler sig på ny. Denne udtalelse offentliggøres ligeledes.

Stk. 4 Mæglings- og klageinstitutionen foretager en egentlig undersøgelse af sagen, hvis

  • 1) mæglings- og klageinstitutionen ikke tilbyder mægling,

  • 2) parterne ikke samtykker til mægling i sagen,

  • 3) det efter et mæglingsforsøg i henhold til stk. 3 ikke lykkes parterne at finde en løsning eller

  • 4) der er tale om grove overtrædelser af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder.

Stk. 5 Mæglings- og klageinstitutionen offentliggør, at mæglings- og klageinstitutionen undersøger sagen, jf. stk. 4.

Stk. 6 På baggrund af undersøgelsen, jf. stk. 4, udtaler mæglings- og klageinstitutionen sig om sagen. Denne udtalelse offentliggøres. Mæglings- og klageinstitutionen følger op på udtalelsen efter 1 år og udtaler sig på ny. Denne udtalelse offentliggøres ligeledes.

§ 8

Mæglings- og klageinstitutionens sager vedrørende overtrædelser af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder er omfattet af offentlighedsloven, når sagen er afsluttet.

Stk. 2 Dette gælder dog ikke, hvor sagsbehandlingen afsluttes, ved at mæglings- og klageinstitutionen afviser sagen efter en indledende vurdering, jf. § 5, stk. 1, eller hvor parterne selv finder en løsning og dermed afslutter sagen, jf. § 7, stk. 1.

§ 9

Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler for mæglings- og klageinstitutionens virksomhed, herunder regler om sagsbehandling.