Lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 134 af 25. februar 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 950 af 14. august 2015,
som ændret ved lov nr. 706 af 08. juni 2018 og lov nr. 718 af 13. juni 2023

Kapitel 2 1 Lovens anvendelsesområde
§ 4

Loven, bortset fra kapitel 4 a, finder anvendelse på alle erhvervstilknyttede sikringsordninger, der vedrører

  • 1) arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

  • 2) sygdom,

  • 3) invaliditet,

  • 4) arbejdsløshed eller

  • 5) alder.

Stk. 2 Loven, bortset fra kapitel 4 a, omfatter endvidere erhvervstilknyttede sikringsordninger, der vedrører andre natural- eller kontantydelser, herunder ydelser til efterladte og familieydelser.

Stk. 3 Kapitel 4 a finder anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser, jf. § 1, stk. 4.

§ 5

Loven finder ikke anvendelse på

  • 1) lovbestemte sikringsordninger,

  • 2) regulativer, vedtægter og reglementer for reglementsansatte og kommunale tjenestemænd, hvorefter der tilvejebringes en retsstilling for disse svarende til den for statens tjenestemænd gældende,

  • 3) offentligretlige bestemmelser om social beskyttelse, i det omfang disse skal supplere eller træde i stedet for de i nr. 1 og 2 nævnte ordninger,

  • 4) individuelle aftaler for selvstændige erhvervsdrivende,

  • 5) ordninger for selvstændige erhvervsdrivende, hvori kun en person deltager, eller

  • 6) lønmodtageres pensionsaftaler, hvori arbejdsgiveren ikke er part.

Stk. 2 Loven finder endvidere ikke anvendelse på erhvervstilknyttede sikringsordninger, for så vidt ydelserne finansieres af frivillige lønmodtagerbidrag.

§ 6

Loven finder anvendelse på sikringsordninger, der er knyttet til en arbejdsaftale, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde i Danmark, også selv om arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i udlandet.

Stk. 2 Loven finder endvidere anvendelse, hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land og arbejdsgiveren har hjemsted i Danmark.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på selvstændige erhvervsdrivende.