Lov om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1156 af 08. juni 2021

Kapitel 2 1 Nedlæggelse af forbud af hensyn til leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur
§ 2

Center for Cybersikkerhed kan i særlige tilfælde forbyde en væsentlig erhvervsmæssig udbyder af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester at indgå en aftale, der vedrører kritiske netkomponenter, systemer og værktøjer, herunder varetagelsen af driften heraf, hvis aftalen vurderes at udgøre en trussel mod statens sikkerhed.

Stk. 2 Ved vurderingen efter stk. 1 kan Center for Cybersikkerhed lægge vægt på forhold vedrørende den leverandør, som udbyderen ønsker at anvende. I vurderingen vil bl.a. kunne indgå, om leverandøren, leverandørens væsentligste underleverandører og aktører, der udøver kontrol over eller har betydelig indflydelse på leverandøren,

  • 1) er hjemmehørende i eller varetager produktionen eller driften fra et land, som Danmark ikke har indgået en sikkerhedsaftale med, eller som Danmark ikke har et tilsvarende sikkerhedsmæssigt samarbejde med,

  • 2) er hjemmehørende i eller varetager produktionen eller driften fra et land, hvor det efter det pågældende lands lovgivning er muligt at pålægge leverandører eller deres underleverandører at udføre eller deltage i forhold, som vil udgøre spionage eller sabotage,

  • 3) direkte eller indirekte kontrolleres af et andet lands statslige organer, herunder militære myndigheder, og

  • 4) er eller har været involveret i aktiviteter i Danmark eller andre lande, som har medført en negativ påvirkning af statens sikkerhed, informationssikkerheden eller den offentlige orden.

Stk. 3 Center for Cybersikkerhed kan kun nedlægge forbud efter stk. 1, hvis hensynet til statens sikkerhed ikke effektivt kan varetages ved mindre indgribende foranstaltninger.

§ 3

Center for Cybersikkerhed kan i særlige tilfælde forbyde en væsentlig erhvervsmæssig udbyder af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester at opretholde en indgået aftale, der vedrører kritiske netkomponenter, systemer og værktøjer, herunder varetagelsen af driften heraf, hvis opretholdelse af aftalen vurderes at udgøre en væsentlig trussel mod statens sikkerhed. Ved vurderingen heraf kan Center for Cybersikkerhed lægge vægt på de forhold, som fremgår af § 2, stk. 2.

Stk. 2 Center for Cybersikkerhed kan endvidere i særlige tilfælde forbyde en væsentlig erhvervsmæssig udbyder af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester at anvende kritiske netkomponenter, systemer og værktøjer, der er leveret, hvis anvendelsen vurderes at udgøre en væsentlig trussel mod statens sikkerhed. Ved vurderingen heraf kan Center for Cybersikkerhed lægge vægt på de forhold, som fremgår af § 2, stk. 2.

Stk. 3 Center for Cybersikkerhed kan fastsætte en frist for, hvornår en aftale skal være afviklet efter stk. 1, og hvornår anvendelse af kritiske netkomponenter, systemer og værktøjer skal være ophørt efter stk. 2.

Stk. 4 Center for Cybersikkerhed kan kun nedlægge forbud efter stk. 1 og 2, hvis hensynet til statens sikkerhed ikke effektivt kan varetages ved mindre indgribende foranstaltninger.