Lov om Landdistriktsfonden Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om Landdistriktsfonden er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1360 af 16. december 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 06. februar 2020

Kapitel 2 1 Administrative bestemmelser
§ 3

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder indgå de aftaler, der er nødvendige i forbindelse med administration af støtteordninger omfattet af denne lov.

§ 4

Kommuner, regioner, andre offentlige myndigheder, offentligretlige organer og offentlige fonde kan deltage i finansieringen af de foranstaltninger, der er omfattet af § 1.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder fastsætte nærmere regler om finansieringen nævnt i stk. 1.

Rentekrav og forældelse
§ 5

Støtte, der skal tilbagebetales i medfør af regler, der er fastsat i medfør af § 2, stk. 2, skal tilbagebetales med tillæg af renter. Rentetillægget beregnes, medmindre andet er fastsat ved forordning, fra fristen for betaling fastsat i afgørelsen til støttemodtageren om tilbagebetalingskravet, til tilbagebetaling sker, og med den i renteloven fastsatte referencesats med tillæg. Rentekrav, der udgør under 50 kr., tillægges dog ikke.

Stk. 2 Tilbagebetalingskrav i forbindelse med støtte, der er finansieret af såvel nationale midler som EU-midler, forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov.

Obligatorisk digital kommunikation
§ 6

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra henholdsvis Miljø- og Fødevareministeriet og Erhvervsministeriet om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt.

Stk. 2 De pågældende ministre kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4 Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end henholdsvis ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren , skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5 De pågældende ministre kan fastsætte nærmere regler om opfyldelse af underskriftskrav, jf. stk. 4.

Udvalg og rådgivning
§ 7

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling nedsætter et overvågningsudvalg med repræsentanter for de berørte myndigheder, interesseorganisationer, foreninger og partnerskaber til at varetage tilsyns- og opfølgningsfunktioner ved administration af støtteordninger efter denne lov.

Stk. 2 Erhvervsministeren nedsætter et indstillingsudvalg, der udvælger og afgiver indstilling om ansøgninger om godkendelse som støtteberettigede lokale aktionsgrupper og om indsendte lokale udviklingsstrategier.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder nedsætte rådgivende udvalg for støtteordninger efter denne lov.

Stk. 4 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder indhente rådgivning hos andre udvalg, som er nedsat i medfør af anden lovgivning, og som har kompetence inden for det relevante område.

Oplysningspligt
§ 8

En modtager af støtte efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf skal i hele perioden, hvor betingelserne for støtte skal være opfyldt, på forlangende af ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling inden for dennes område eller erhvervsministeren inden for dennes område afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for støtte er opfyldt.

Stk. 2 Støttemodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for støtte skal være opfyldt, underrette den af de i stk. 1 nævnte ministre, inden for hvis område støtteordningen hører, hvis betingelserne for støtte ikke længere er opfyldt.

Kontrol m.v.
§ 9

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren har hver for sig inden for deres respektive områder til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlig og privat ejendom og lokaliteter, der ejes eller drives af en fysisk eller juridisk person, der er støttemodtager efter denne lov, for at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for løsning af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør heraf eller regler i Unionens (EU) forordninger om forhold omfattet heraf. På tilsvarende måde har den minister, under hvis område støtteordningen hører, adgang til regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør heraf eller regler fastsat af Unionen (EU) om forhold omfattet af denne lov.

Stk. 2 Den, der er støttemodtager efter denne lov, skal efter anmodning fra den af de i stk. 1 nævnte ministre, under hvis område støtteordningen hører, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse, og vederlagsfrit yde den pågældende minister den fornødne bistand ved kontrol, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrifter af oplysninger, som opbevares i elektronisk form.

Stk. 3 Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den kontrol, der er nævnt i stk. 1. De i stk. 1 nævnte ministre kan hver for sig inden for deres respektive områder efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4 De i stk. 1 nævnte ministre kan hver for sig inden for deres respektive områder fastsætte nærmere regler om kontrol af de foranstaltninger, hvortil der ydes støtte efter denne lov.

§ 10

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder hos andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen af regler fastsat af EU vedrørende støtte efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013, regler i denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Klage og delegation
§ 11

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelser truffet i henhold til denne lov eller de i medfør heraf udstedte regler, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. De pågældende ministre kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klage, herunder om formkrav til klagen. Bekendtgørelse om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder efter forhandling med vedkommende minister eller vedkommende kommunale organisation henlægge opgaver efter denne lov til andre offentlige myndigheder eller institutioner. De pågældende ministre kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders eller institutioners afgørelser truffet i henhold til denne lov eller de i medfør heraf udstedte regler, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. De pågældende ministre kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klage, herunder om formkrav til klagen. De pågældende ministre kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. De pågældende ministre bevarer deres fulde instruktionsbeføjelse.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og erhvervsministeren kan hver for sig inden for deres respektive områder henlægge deres beføjelser vedrørende støtteordninger etableret i medfør af § 2 til en privat organisation. De pågældende ministre kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over den private organisations afgørelser truffet i henhold til denne lov eller de i medfør heraf udstedte regler, herunder om den private organisations adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af de lokale aktionsgrupper kun kan påklages, for så vidt angår retlige spørgsmål. De pågældende ministre kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. Ministrene bevarer deres fulde instruktionsbeføjelse.

§ 11a

Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i en af nævnets afdelinger, jf. § 3, stk. 1, nr. 2 og 4-7, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.