Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 994 af 30. august 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 295 af 20. marts 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

Kapitel 5 1 Ansvar for opgørelse af refusion og medfinansiering, indtil Ydelsesrefusion er i drift
§ 26

Indtil beskæftigelsesministeren i medfør af § 29, stk. 2, fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af §§ 8, 11-14, 16, 18 og 19, opgør Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering de beløb, som en kommune modtager i refusion fra staten og skal betale som medfinansiering til staten, jf. §§ 27 og 28.

§ 27

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering opgør de beløb, som en kommune modtager i refusion fra staten og skal betale som medfinansiering til staten, jf. §§ 3-7 og § 29, stk. 3.

Stk. 2 Opgørelsen af beløbene nævnt i stk. 1 foretages på grundlag af:

  • 1) Oplysninger om udgifter fra den 4. januar 2016 til ydelser omfattet af § 3, stk. 1, opdelt på cpr-nummer og uger og om udgifter til ydelser omfattet af § 29, stk. 3, som er indberettet til styrelsen af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne.

  • 2) Oplysninger om antal uger fra den 1. juli 2014, hvor den pågældende person har modtaget ydelser omfattet af § 3, stk. 1, som er indberettet til styrelsen af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne.

  • 3) Oplysninger om antal uger fra den 1. juli 2014, hvor den pågældende person har modtaget andre offentlige forsørgelsesydelser eller har været ansat i beskæftigelse, hvor der er ydet støtte til løn, jf. § 6, som er indberettet til styrelsen af kommunerne, Udbetaling Danmark, andre myndigheder og arbejdsløshedskasserne.

  • 4) De refusions- og medfinansieringsprocenter, der fremgår af § 5.

  • 5) Oplysninger om personer, for hvem kommunen har ret til det særlige fleksbidrag efter § 7, herunder oplysning om beregningsgrundlaget for personens fleksløntilskud og om personens lønindtægt i fleksjobbet og anden lønindtægt, som er indberettet til styrelsen af kommunen.

Stk. 3 Hvis en oplysning om udgifter efter stk. 2, nr. 1, ikke er indberettet opdelt på uger, opgør styrelsen en fordeling på uger i overensstemmelse med den opgørelse, der skal ske efter § 5, herunder regler fastsat i medfør af § 5, stk. 5.

Stk. 4 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er dataansvarlig efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven for behandlingen af de oplysninger, der anvendes til opgørelse af refusion og medfinansiering efter stk. 2 og 3.

Stk. 5 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om videregivelse af nødvendige oplysninger til kommunerne, herunder oplysninger på individniveau, der anvendes ved opgørelsen efter stk. 2 og 3.

Stk. 6 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om fremgangsmåden ved opgørelsen efter stk. 2 og 3, herunder om, at regler fastsat i medfør af § 5, stk. 5, om perioder med ydelse opgjort pr. ydelsesmodtager, betydningen for opgørelsen af perioder med ydelse ved tilbagebetaling eller efterbetaling, omregning fra måned til uger og opgørelse af perioder med selvforsørgelse finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med vedkommende minister og KL nærmere regler om kommuners, Udbetaling Danmarks, andre myndigheders og arbejdsløshedskassers pligt til indberetning af oplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for opgørelsen af refusion og medfinansiering efter denne bestemmelse og § 28, herunder regler om, at indberetning skal ske digitalt, om anvendelse af datakilder, om tekniske snitflader, om leveringsform, om leveringsfrister m.v.

Stk. 8 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om anvisning af statsrefusion, indbetaling af bidrag til medfinansiering samt regnskabsaflæggelse og revision vedrørende refusion og medfinansiering, der er opgjort efter stk. 2 og 3.

§ 28

Kommuner, Udbetaling Danmark, andre myndigheder og arbejdsløshedskasser kan efterregulere indberetninger efter § 27 med den virkning, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efterregulerer beløb for refusion og medfinansiering, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Ved overgangen til opgørelse af refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion, jf. § 29, stk. 2, kan indberetninger efter § 27 efterreguleres i indtil 26 uger fra overgangstidspunktet. Hvis overgangen til Ydelsesrefusion sker i løbet af et regnskabsår, genberegnes dette års refusion og medfinansiering i Ydelsesrefusion. Efter efterregulering af indberetninger efter 1. pkt. og genberegning efter 2. pkt. giver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kommunerne meddelelse om de endelige beløb for refusion og medfinansiering forud for overgangen til Ydelsesrefusion. Efter denne meddelelse har en kommune ikke krav på at få ændret beløbene, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.

Stk. 3 Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan i ganske særlige tilfælde korrigere beløb for refusion og medfinansiering efter stk. 2, som der er givet meddelelse om til en kommune, hvis der efterfølgende konstateres fejl i beregningsgrundlaget.