Forældre til elever i den undervisningspligtige alder har frit valg blandt særlige tilbud om grundskoleundervisning eller ligeartede tilbud i folkeskolen i bopælskommunen eller i en anden kommune, når det kan ske inden for de rammer, kommunalbestyrelsen i skolekommunen har fastsat i henhold til § 1, stk. 2, eller folkeskolelovens § 40, stk. 2. Har en elev bopæl i en anden kommune end skolekommunen, aftaler kommunalbestyrelsen i skolekommunen og kommunalbestyrelsen i bopælskommunen betalingen for elevens undervisning m.v. i det særlige tilbud om grundskoleundervisning.
Stk. 2 Indgås der ikke aftale om bopælskommunens betaling til skolekommunen efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen i skolekommunen kræve betaling fra bopælskommunen for udgifterne ved elevens undervisning m.v. i henhold til stk. 3-6.
Stk. 3 Bopælskommunens betaling til skolekommunen for undervisningen af eleven udgør bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. elev ved særlig grundskoleundervisning, dog højst et beløb svarende til skolekommunens tilsvarende udgift. Har bopælskommunen ikke særlige tilbud om grundskoleundervisning, betaler bopælskommunen dennes gennemsnitlige budgetterede nettoudgift pr. plads i modtagelsesklasse.
Stk. 4 Bopælskommunens betaling til skolekommunen for fritidsordningen udgør bopælskommunens gennemsnitlige nettoudgift pr. barn i fritidsordning. Har bopælskommunen ikke fritidsordning, betaler bopælskommunen dennes gennemsnitlige budgetterede nettoudgift pr. plads i fritidshjem, klub m.v. for den aldersgruppe, som eleven tilhører.
Stk. 5 Betalingsforpligtelsen efter stk. 3 indtræder, når eleven påbegynder undervisningen, og ophører, når eleven afslutter undervisningen. Afslutter eleven undervisningen ved sommerferiens begyndelse, betales dog for resten af skoleåret.
Stk. 6 Betalingsforpligtelsen efter stk. 4 indtræder, når eleven begynder i fritidsordningen, og ophører, når eleven slutter i ordningen.