Lov om kommunale internationale grundskoler § 7

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 609 af 06. maj 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1158 af 08. august 2022

§ 7

Kommunale internationale grundskoler skal

  • 1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand,

  • 2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse m.v.,

  • 3) yde personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, og

  • 4) give undervisning til elever, der gennem længere tid på grund af sygdom eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen.

Stk. 2 Folkeskolelovens § 3, stk. 2, og § 12, stk. 2, om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, folkeskolelovens § 3 a og § 5, stk. 5, om supplerende undervisning eller anden faglig støtte, folkeskolelovens § 3 a om personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, og folkeskolelovens § 23, stk. 1, om sygeundervisning gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan henvise elever til folkeskolen, hvis kommunalbestyrelsen finder, at elevens behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand falder uden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat i henhold til § 1, stk. 2. Henvisningen sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan henvise tosprogede elever til den undervisning i deres modersmål, som skal etableres for folkeskolens elever, jf. folkeskolelovens § 5, stk. 6, 2. pkt., medmindre den kommunale internationale grundskole selv tilbyder denne undervisning.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan tilbyde elever på 7.-9. klassetrin vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år.