Lov om kommunal tjenestemandsret § 2

Denne konsoliderede version af lov om kommunal tjenestemandsret er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en kommunal tjenestemandsret

Lov nr. 280 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1124 af 23. august 2016

§ 2

Den kommunale og regionale tjenestemandsret behandler sager om kollektiv overtrædelse af bestemmelser, der svarer til § 10 i lov om tjenestemænd, i regulativer og vedtægter for kommunale og regionale tjenestemænd, samt i reglementerne for det reglementsansatte personale ved kommunale og regionale dag- og døgninstitutioner og selvejende dag- og døgninstitutioner, som kommunalbestyrelser og regionsråd har indgået driftsoverenskomst med. Retten behandler endvidere sådanne sager, jf. 1. pkt., for så vidt angår overtrædelser begået af andet personale, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår i kommuner, kommunale fællesskaber og regioner samt ved privatbaner. Tjenestemandsretten kan alene behandle overtrædelser, der er begået af ansatte omfattet af en forhandlingsberettiget organisation.

Stk. 2 Den kommunale og regionale tjenestemandsret behandler herudover sager om overtrædelse eller fortolkning af

  • 1) aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår for det i stk. 1 nævnte personale og

  • 2) sådanne bestemmelser om løn- og andre ansættelsesvilkår for det i stk. 1 nævnte personale, som efter tjenestemandsvedtægterne og -regulativerne træder i stedet for aftaler.

Stk. 3 Ved personale ansat på tjenestemandslignende vilkår (tjenestemandslignende ansatte) forstås i denne lov:

  • 1) Fast ansatte, budgetmæssigt lønnede medarbejdere i Københavns Kommune.

  • 2) Medarbejdere i andre kommuner, kommunale fællesskaber og regioner ansat på tilsvarende vilkår som de medarbejdere, der er nævnt i nr. 1.

  • 3) Andre ikkeoverenskomstansatte medarbejdere i kommuner, kommunale fællesskaber og regioner, der ved aftale er omfattet af bestemmelser svarende til § 10 i lov om tjenestemænd.

  • 4) Medarbejdere ansat i henhold til lønningsreglement for tjenestemænd ved danske privatbaner.

Stk. 4 Retten påser af egen drift, at den har saglig kompetence til at behandle en sag.

Stk. 5 Sager, der hører under den kommunale og regionale tjenestemandsret, kan ikke indbringes for de almindelige domstole, jf. dog stk. 7.

Stk. 6 Sager, der hører under den kommunale og regionale tjenestemandsret, kan ikke behandles efter regler svarende til §§ 20-24 i lov om tjenestemænd.

Stk. 7 En ansat kan dog anlægge sag ved de almindelige domstole, hvis den pågældende godtgør, at vedkommende personaleorganisation ikke agter at indbringe en sag som nævnt i stk. 2 for den kommunale og regionale tjenestemandsret.