Lov om kommunal indsats for unge under 25 år § 15d

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 30. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 05. oktober 2022

§ 15d

Det fælles datagrundlag må kun omfatte oplysninger på individniveau om unge op til 25 år, der er nødvendige for tilrettelæggelsen af den kommunale ungeindsats efter den uddannelses- og arbejdsmarkedsrettede lovgivning. Oplysninger om den unges uddannelsesstatus, uddannelsespålæg, højeste afsluttede uddannelse og planer samt mål for indsatser, uddannelse og job kan dog indgå i det fælles datagrundlag for unge op til 30 år, når det er nødvendigt for en fortsat arbejdsmarkedsrettet indsats.

Stk. 2 Oplysninger kan kun videregives fra det fælles datagrundlag til:

  • 1) Kommunerne til brug for den kommunale ungeindsats og en arbejdsmarkedsrettet indsats.

  • 2) Den uddannelsesinstitution, hvor den unge er elev eller kursist, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil. Oplysninger om uddannelsespålæg og risiko for frafald eller afbrud og om den unges kontaktperson i forhold til den kommunale ungeindsats kan dog videregives uden samtykke til brug for institutionens opgavevaretagelse i forhold til den unge. Oplysning om den unges afslutning eller afbrydelse af en forberedende grunduddannelse kan ligeledes videregives uden samtykke til brug for institutionens dokumentation for udløsning af udslusningstaxameter. Oplysning om den unges afbrydelse af gymnasial uddannelse og indskrivning på en erhvervsuddannelse kan endvidere videregives uden samtykke til brug for institutionens dokumentation for udløsning af henvisningstaxameter.

  • 3) Den uddannelsesinstitution, hvortil en ung søger om optagelse efter lov om de gymnasiale uddannelser, for så vidt angår oplysning om uddannelsesparathedsvurdering i 9. og 10. klasse, som kan videregives uden samtykke.

Stk. 3 Oplysninger fra det fælles datagrundlag videregives dog, jf. databeskyttelseslovens § 10, til Styrelsen for It og Læring og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistiske og videnskabelige undersøgelser om uddannelses- og arbejdsmarkedsrettede forhold.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger fra det fælles datagrundlag.