Lov om kommunal indsats for unge under 25 år § 10f

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 30. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 05. oktober 2022

Finansiering, elevstøtte, udbud m.v.
§ 10f

Finansieringen af brobygning og introduktionskurser sker gennem aktivitetsafhængige taxametertilskud til ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2 Eleven er berettiget til støtte, herunder til befordring, efter de regler, der gælder for den skoleform eller aktivitet, hvorfra elevens brobygning udgår. Ved brobygningsforløb i medfør af § 10 e sørger kommunalbestyrelsen i bopælskommunen for befordring mellem elevens bopæl og brobygningsinstitutionen, hvis afstanden herimellem er mere end 9 km. Forpligtelsen kan opfyldes ved at henvise eleven til offentlige befordringsmidler og godtgøre udgiften hertil.

Stk. 3 Institutioner, der udbyder ungdomsuddannelser, skal, i det omfang, det er nødvendigt for at imødekomme et konstateret behov, udbyde introduktionskurser for elever i 8. klasse og brobygning for elever i 9. og 10. klasse og skal indgå i et lokalt samarbejde herom med kommunalbestyrelsen.