Lov om kommunal indsats for unge under 25 år Kapitel 4 d

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 30. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 05. oktober 2022

Kapitel 4 d Digital identifikationsløsning
§ 15g

Styrelsen for It og Læring kan som databehandler stille en digital identifikationsløsning til rådighed for statsinstitutioner, kommuner, regioner og selvejende institutioner på dagtilbudsområdet og undervisningsområdet til brug for styring af adgangsrettigheder til pædagogiske og administrative tjenester for brugere og medarbejdere. Statsinstitutioner, kommuner, regioner og selvejende institutioner, der indlæser personoplysninger i den digitale identifikationsløsning, er dataansvarlig for behandlingen af de indlæste personoplysninger. I den digitale identifikationsløsning kan brugeres og medarbejderes personnummer behandles med henblik på en entydig identifikation.

Stk. 2 Styrelsen for It og Læring handler som databehandler alene efter dokumenteret instruks fra den dataansvarlige, jf. stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for It og Læring skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, og mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger. Styrelsen for It og Læring skal herved også sikre, at it-løsningen for den digitale identifikationsløsning, jf. stk. 1, opfylder kravene til databeskyttelse gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

Stk. 3 Styrelsen for It og Læring skal efter anmodning fra den dataansvarlige, jf. stk. 1, 2. pkt., give den dataansvarlige tilstrækkelige oplysninger til, at den pågældende kan påse, at der er truffet de i stk. 2 nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.

Stk. 4 Styrelsen for It og Læring fastsætter efter forhandling med KL og Danske Regioner nærmere regler om opgaver og ansvar for den dataansvarlige, jf. stk. 1, 2. pkt., og om styrelsens opgaver og ansvar som databehandler.