Lov om kommunal indsats for unge under 25 år Kapitel 1 b

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 30. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1393 af 05. oktober 2022

Kapitel 1 b Uddannelsesplan
§ 2c

En elev skal ved udgangen af grundskolens 9. klasse have en plan for sin videre uddannelse, som skal indeholde:

  • 1) Elevens mål for uddannelse efter grundskolen.

  • 2) Elevens ønske om ungdomsuddannelse, 10. klasse, forberedende grunduddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, der kan føre frem til, at eleven bliver uddannelsesparat.

  • 3) Kommunalbestyrelsens eller skolens vurdering efter § 2 g af, om eleven har de faglige, personlige og sociale forudsætninger, der er nødvendige for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

  • 4) Forældremyndighedens indehavers eventuelle bemærkninger.

Stk. 2 For elever, der vælger 10. klasse, skal det af uddannelsesplanen endvidere fremgå, hvad eleven vil opnå med undervisningsforløbet i 10. klasse.

Stk. 3 Forældremyndighedens indehaver eller eleven selv, hvis eleven ikke er undergivet forældremyndighed, har ansvaret for, at der udarbejdes en uddannelsesplan, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 For elever på skoler, hvor kommunalbestyrelsen forestår vejledningen, har kommunalbestyrelsen ansvaret for uddannelsesplanen, hvis eleven vurderes parat til andre uddannelsesaktiviteter m.v. end gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser, jf. §§ 2 g og 2 h. Det samme gælder for elever på skoler, jf. § 4, hvor kommunalbestyrelsen ikke forestår vejledningen.

Stk. 5 Elevens uddannelsesplan underskrives af eleven og forældremyndighedens indehaver og i tilfælde omfattet af stk. 4 tillige af kommunalbestyrelsen.

Stk. 6 I 10. klasse foretager kommunalbestyrelsen eller skolens leder, hvis kommunalbestyrelsen ikke forestår vejledningen, jf. stk. 4, den løbende revision af uddannelsesplanen for alle elever.

Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om proceduren ved ansøgning om optagelse til en ungdomsuddannelse, 10. klasse eller forberedende grunduddannelse, om uddannelsesplanens form og indhold og om frister m.v og kan herunder fastsætte regler om, at planen skal omfatte en studievalgsportfolio, som vedlægges tilmeldingen til ungdomsuddannelsen og sendes til den uddannelsesinstitution, som eleven optages på..

§ 2d

For elever i folkeskolen udarbejdes uddannelsesplanen efter § 2 c med udgangspunkt i elevens meddelelsesbog, jf. folkeskolelovens § 13 b.

Stk. 2 Uddannelsesplanen skal i 10. klasse anvendes i den løbende vejledning af eleven om fremtidige uddannelsesvalg og indeholde elevens ønsker om aflæggelse af prøver i 10. klasse samt brobygningsforløb, jf. kapitel 2 a. Det skal endvidere fremgå af uddannelsesplanen, om der i 10. klasse skal iværksættes en særlig indsats som nævnt i § 2 g, stk. 3.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om uddannelsesplanen i 10. klasse.

§ 2e

Elever skal ved udgangen af 10. klasse have revideret deres uddannelsesplan, jf. § 2 c, stk. 6.

Stk. 2 For 15-17-årige, der ikke går i skole eller på en kompetencegivende uddannelse, og som ikke har en uddannelsesplan, udarbejder kommunalbestyrelsen en uddannelsesplan. § 2 c finder tilsvarende anvendelse.

§ 2f

Uddannelsesplanen skal for elever, der ønsker forberedende grunduddannelse, indeholde aftale om et eventuelt afsøgningsforløb til forberedende grunduddannelse, jf. § 2 k, stk. 5, og om en eventuel efterfølgende begyndelse på et af de tre uddannelsesspor på forberedende grunduddannelse, varighed af afsøgningsforløbet og uddannelsens mål samt eventuel aftale om kontaktperson. Endvidere skal uddannelsesplanen, hvor det er relevant, beskrive indsatser og mål for den unges behov for social støtte eller behandling.

Stk. 2 For unge på forberedende grunduddannelse skal uddannelsesplanen justeres og godkendes af kommunalbestyrelsen, hvis institutionen for forberedende grunduddannelse foreslår ændringer i den unges forløbsplan, der forlænger eller ændrer ved det aftalte uddannelsesmål. Indebærer ændringer i den unges forløbsplan ikke ændringer af uddannelsesmålet eller forlængelse af uddannelsen, skal kommunalbestyrelsen alene orienteres om ændringen.

Stk. 3 Indtil den unge er fyldt 25 år og har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse eller har fået fast tilknytning til arbejdsmarkedet, skal uddannelsesplanen revideres, når det er påkrævet. Revision af uddannelsesplanen skal ske i samarbejde med den unge, og for unge, som er undergivet forældremyndighed, tillige i samarbejde med forældremyndighedens indehaver.