Lov om kapitalmarkeder § 65a

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 65a

I en operatør af et reguleret marked, der er forpligtet til at nedsætte et nomineringsudvalg, jf. § 65, stk. 1, skal nomineringsudvalget

  • 1) opstille måltal for andelen af generalforsamlingsvalgte medlemmer af det underrepræsenterede køn i bestyrelsen og udarbejde en politik for, hvordan måltallet opnås, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd blandt de generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen,

  • 2) opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på operatørens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, og

  • 3) udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på operatørens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer.

Stk. 2 Ved øvrige ledelsesniveauer forstås to ledelsesniveauer under bestyrelsen. Det første ledelsesniveau under bestyrelsen omfatter direktionen og de personer, der organisatorisk er på samme ledelsesniveau som direktionen. Det andet ledelsesniveau omfatter personer med personaleansvar, som refererer direkte til det første ledelsesniveau under bestyrelsen.

Stk. 3 Nomineringsudvalget skal opstille et nyt og højere måltal for andelen af det underrepræsenterede køn efter stk. 1, nr. 1 og 2, når operatøren har nået sit tidligere opstillede måltal, eller et nyt måltal, når tidshorisonten for den forventede opfyldelse er udløbet.

Stk. 4 Drives en operatør af et reguleret marked som en juridisk person uden en bestyrelse, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse for det øverste ledelsesorgan.