Lov om kapitalmarkeder § 203

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 203

En aftale om finansiel sikkerhedsstillelse kan indeholde en bestemmelse om, at sikkerhedshaver straks kan realisere sikkerheden, når der opstår en fyldestgørelsesgrund. Straksrealisation kan med forbehold for vilkårene i aftalen ske

  • 1) uden forudgående godkendelse fra offentlige myndigheder eller andre,

  • 2) uden forudgående meddelelse til sikkerhedsstiller og

  • 3) uden anvendelse af en særlig fremgangsmåde.

Stk. 2 Ved finansiel sikkerhedsstillelse i form af overdragelse til eje sker realisation, ved at sikkerhedens værdi modregnes i de sikrede forpligtelser.

Stk. 3 Ved finansiel sikkerhedsstillelse i form af penge, der er krediteret en konto, sker realisation, ved at sikkerhedens værdi modregnes i eller anvendes til at indfri de sikrede forpligtelser.

Stk. 4 Ved finansiel sikkerhedsstillelse i form af pantsætning sker realisation ved salg af sikkerheden. Fremgår det af aftalen om finansiel sikkerhedsstillelse, kan realisation ske, ved at sikkerhedshaver tilegner sig sikkerhederne, hvis der i aftalen er fastsat principper for værdiansættelsen af sikkerhederne, jf. dog § 201.