Lov om kapitalmarkeder § 111

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

§ 111

En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) som et SMV-vækstmarked skal ud over at opfylde kravene for multilaterale handelsfaciliteter (MHF’er), der følger af kapitel 17-19, have regler, systemer og procedurer, der sikrer, at

  • 1) mindst 50 pct. af de udstedere, hvis finansielle instrumenter er optaget til handel på handelsfaciliteten, er små og mellemstore virksomheder, der i de foregående 3 kalenderår havde en gennemsnitlig markedsværdi på under 200 mio. euro baseret på kursværdien ved årets udgang på det tidspunkt, hvor handelsfaciliteten blev registreret som et SMV-vækstmarked efter § 110, og i ethvert kalenderår derefter,

  • 2) der er fastsat passende kriterier for første og efterfølgende optagelse af finansielle instrumenter fra udstedere til handel på markedet,

  • 3) der efter første optagelse af finansielle instrumenter til handel på markedet er offentliggjort tilstrækkelige oplysninger til, at investorer kan foretage en informeret vurdering af investeringen i de pågældende finansielle instrumenter, enten i form af et passende optagelsesdokument eller i form af et prospekt, hvis kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, finder anvendelse på et udbud til offentligheden, der foretages i tilknytning til den første optagelse af det finansielle instrument til handel på den multilaterale handelsfacilitet (MHF’en),

  • 4) en udsteder på markedet aflægger, eller der på vedkommendes vegne aflægges relevante løbende regnskaber, herunder reviderede årsregnskaber, med regelmæssige mellemrum,

  • 5) udstedere på markedet, personer med overordnet ansvar og personer, som er tæt knyttet til udstedere på markedet, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 21, 25 og 26, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), overholder deres forpligtelser i henhold til den pågældende forordning,

  • 6) der opbevares og offentliggøres lovpligtige oplysninger om udstederne på markedet og

  • 7) der er indført effektive systemer og kontrolforanstaltninger til forebyggelse og påvisning af markedsmisbrug på det pågældende marked, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug).

Stk. 2 En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) kan indføre krav, der supplerer kravene i stk. 1.