Lov om kapitalmarkeder Kapitel 32

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

Kapitel 32 1 Registrerede betalingssystemer
§ 176

Deltagere i et registreret betalingssystem skal være en af følgende:

  • 1) Kreditinstitutter.

  • 2) Investeringsselskaber.

  • 3) Offentlige myndigheder.

  • 4) Indirekte deltagere, jf. § 3, nr. 24.

  • 5) Juridiske personer, der efter Finanstilsynets vurdering har væsentlig betydning for betalingsafviklingen.

§ 177

Et betalingssystem, der er undergivet dansk ret, og hvor mindst en deltager har sit hovedsæde i Danmark, kan registreres af Finanstilsynet. Registrering har den virkning, at nettingaftaler og aftaler om sikkerhedsstillelse vedrørende afvikling af betalinger får retsvirkning i henhold til § 163, stk. 1, jf. dog § 163, stk. 4, samt §§ 167 og 168.

Stk. 2 Finanstilsynet kan kræve registrering efter stk. 1 af betalingssystemer, hvor væsentlige hensyn til betalingsafviklingen eller samfundsmæssige hensyn i øvrigt tilsiger dette.

Stk. 3 Udøver et udenlandsk betalingssystem virksomhed i Danmark, kan Finanstilsynet, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt, kræve, at det udenlandske betalingssystem skal etablere en virksomhed med hjemsted i Danmark og udøve sin virksomhed under dansk ret, jf. § 178, stk. 1, nr. 1, hvorefter det kan registreres efter stk. 1, 1. pkt.

§ 178

Registrering af et betalingssystem er betinget af, at de for systemet og deltagerne gældende regler og tilslutningsaftaler indeholder bestemmelser om,

  • 1) at systemet er reguleret af dansk ret,

  • 2) hvem der kan være direkte deltagere i systemet,

  • 3) hvem der kan være indirekte deltagere i systemet,

  • 4) på hvilke betingelser deltagere kan repræsentere indirekte deltagere,

  • 5) hvorvidt clearing sker ved netting for hver transaktion for sig eller ved en kombination heraf,

  • 6) hvilke krav systemet stiller til sikkerheder og sikkerhedsstillelse med henblik på at sikre afviklingen i systemet,

  • 7) de i § 166 nævnte krav til systemers regler om netting og overførselsordrer og

  • 8) vilkår i eventuelle aftaler, som systemet har indgået med et afregningsfirma eller et clearinginstitut.

Stk. 2 Finanstilsynet kan give et registreret betalingssystem påbud om at ændre regler og tilslutningsaftaler fastsat efter stk. 1.

Stk. 3 Finanstilsynet kan fastsætte krav til et registreret betalingssystems kapitalgrundlag og stille krav om, at det udfærdiger en genopretningsplan, der er tilstrækkelig til at sikre kontinuiteten i dets kritiske operationer.

§ 179

Et registreret betalingssystem skal meddele Finanstilsynet, hvem der deltager direkte eller indirekte i systemet, og enhver ændring heri.

§ 180

Beføjelser efter §§ 176-179 udøves af Danmarks Nationalbank, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet af Danmarks Nationalbanks overvågning, jf. § 212, stk. 3.