Lov om kapitalmarkeder Kapitel 14

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

Kapitel 14 1 Optagelse til handel, suspension, sletning og overvågning
§ 75

En operatør af et reguleret marked skal have klare regler for optagelse af finansielle instrumenter til handel på det regulerede marked. Reglerne skal sikre, at finansielle instrumenter, der optages til handel, kan handles på en redelig, velordnet og effektiv måde.

Stk. 2 For omsættelige værdipapirer omfattet af § 4, stk. 1, nr. 1, skal reglerne særlig sikre, at de omsættelige værdipapirer er frit omsættelige.

Stk. 3 For derivater omfattet af § 4, stk. 1, nr. 4-10, skal reglerne særlig sikre, at derivatkontrakten udformes på en måde, der sikrer en korrekt prisdannelse og effektive afviklingsbetingelser.

Stk. 4 En operatør af et reguleret marked kan kun med Finanstilsynets forudgående godkendelse optage instrumenter, der ikke er omfattet af § 4, stk. 1, til handel på det regulerede marked.

§ 76

En operatør af et reguleret marked skal ved optagelse af finansielle instrumenter til handel på det regulerede marked sikre, at reglerne fastsat i medfør af § 75, stk. 1, er overholdt, og at der foreligger et godkendt, offentliggjort og gyldigt prospekt, jf. artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked.

§ 77

En operatør af et reguleret marked kan uden udstederens samtykke optage et omsætteligt værdipapir til handel på det regulerede marked, hvis værdipapiret med udstederens samtykke er optaget til handel på et andet reguleret marked her i landet eller i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Ved optagelse af et omsætteligt værdipapir til handel påhviler overholdelsen af denne lovs regler om oplysningsforpligtelser for udstedere og om prospekter den person, der foranlediger optagelse af værdipapiret til handel.

Stk. 2 Operatøren skal senest samtidig med optagelsen af værdipapiret til handel, jf. stk. 1, oplyse udstederen om, at udstederens omsættelige værdipapir er optaget til handel på det pågældende regulerede marked.

§ 78

En operatør af et reguleret marked kan suspendere eller slette et finansielt instrument fra handelen på det regulerede marked, hvis instrumentet ikke længere opfylder det regulerede markeds regler. Suspension eller sletning må dog ikke foretages, hvis der er sandsynlighed for, at det vil være til væsentlig skade for investorernes interesser eller markedets ordentlige funktion.

Stk. 2 En operatør, som efter stk. 1 træffer beslutning om suspension eller sletning af et finansielt instrument, skal tillige suspendere eller slette derivater, som vedrører eller er baseret på det pågældende instrument, når det er nødvendigt for at fremme målene med beslutningen truffet efter stk. 1.

Stk. 3 Operatøren skal hurtigst muligt offentliggøre beslutninger truffet efter stk. 1 og 2 og senest samtidig hermed meddele Finanstilsynet de relevante oplysninger, der ligger til grund for beslutningen.

Stk. 4 Operatøren kan ophæve en suspension efter stk. 1 og 2, hvis det finansielle instrument igen opfylder det regulerede markeds regler. Stk. 1-3 gælder også, når en suspension af et finansielt instrument ophæves.

§ 79

Træffer en operatør af et reguleret marked beslutning om suspension eller sletning af et finansielt instrument eller derivater heraf i medfør af § 78, stk. 1 eller 2, på grund af mistanke om markedsmisbrug, et overtagelsestilbud eller manglende fremlæggelse af intern viden om udstederen eller det finansielle instrument i strid med artikel 7 og 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), kan Finanstilsynet kræve, at operatører af andre markedspladser og systematiske internalisatorer ligeledes suspenderer eller sletter det berørte finansielle instrument eller derivater heraf fra handelen. Suspension eller sletning må dog ikke foretages, hvis der er sandsynlighed for, at det vil være til væsentlig skade for investorernes interesser eller markedets ordentlige funktion.

Stk. 2 Stk. 1 gælder også for en beslutning om suspension eller sletning af et finansielt instrument eller derivater heraf truffet af en operatør af en markedsplads i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 3 Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ophævelse af suspension af handelen med et finansielt instrument eller et derivat, som vedrører eller er baseret på det pågældende finansielle instrument. Stk. 1 og 2 gælder også for afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af 1. pkt.

§ 80

En operatør af et reguleret marked skal råde over effektive ordninger og procedurer og fornødne ressourcer til brug for regelmæssig overvågning af, at det regulerede markeds medlemmer overholder det regulerede markeds regler.

Stk. 2 En operatør af et reguleret marked skal registrere de ordrer, der afgives eller annulleres, og de transaktioner, som det regulerede markeds medlemmer foretager under anvendelse af det regulerede markeds systemer, med henblik på at kunne påvise overtrædelser af det regulerede markeds regler, handelsforhold i strid med reglerne for det regulerede marked eller adfærd, der kan indebære overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), eller systemfejl i forbindelse med et finansielt instrument.

§ 81

En operatør af et reguleret marked skal hurtigst muligt underrette Finanstilsynet, hvis operatøren bliver bekendt med eller har formodning om væsentlige brud på det regulerede markeds regler, handelsforhold i strid med det regulerede markeds regler eller adfærd, der kan indebære overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), eller systemfejl i forbindelse med et finansielt instrument.

§ 82

En operatør af et reguleret marked skal have ordninger

  • 1) til kontrol af, at udstedere af omsættelige værdipapirer, som er optaget til handel på det regulerede marked, opfylder deres oplysningsforpligtelser,

  • 2) som letter det regulerede markeds medlemmers adgang til offentliggjorte oplysninger, og

  • 3) til regelmæssig kontrol af, at de finansielle instrumenter, der er optaget til handel på det regulerede marked, til stadighed opfylder optagelseskravene i § 75.

Officiel notering
§ 83

Finanstilsynet kan efter anmodning fra en udsteder af aktier, aktiecertifikater eller obligationer træffe beslutning om officiel notering af det pågældende finansielle instrument, hvis det er optaget eller vil blive optaget til handel på et reguleret marked.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for officiel notering af aktier, aktiecertifikater og obligationer efter stk. 1 og om suspension fra officiel notering. Bekendtgørelse om betingelserne for officiel notering