Lov om kapitalmarkeder Afsnit XI

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

Kapitel 37 1 Tilsyn, kontrol m.v.
§ 211

Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og regler fastsat i medfør heraf bortset fra § 9 og reglerne i kapitel 36.

Stk. 2 Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af:

  • 1) § 32, stk. 3, nr. 1, jf. § 32, stk. 6, i revisorloven.

  • 2) Artikel 37-42 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og regler fastsat i medfør heraf.

  • 3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 af 14. marts 2012 om short selling og visse aspekter af credit default swaps og regler fastsat i medfør heraf.

  • 4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre og regler fastsat i medfør heraf bortset fra afsnit VI og VII.

  • 5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og regler fastsat i medfør heraf.

  • 6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og regler fastsat i medfør heraf.

  • 7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler og regler fastsat i medfør heraf.

  • 8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater og regler fastsat i medfør heraf.

  • 9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2365/2015 af 25. november 2015 om gennemsigtighed af værdipapirfinansieringstransaktioner og vedrørende genanvendelse og regler fastsat i medfør heraf.

  • 10) Europa-Parlamentets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og regler fastsat i medfør heraf.

  • 11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter og regler fastsat i medfør heraf.

  • 12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/858 af 30. maj 2022 om en pilotordning for markedsinfrastruktur baseret på distributed ledger-teknologi.

  • 13) Artikel 15 i Rådets forordning (EU) 2022/2576 af 19. december 2022 om styrkelse af solidariteten gennem bedre koordinering af indkøb af gas, pålidelige prisbenchmarks og udveksling af gas på tværs af grænserne.

  • 14) Rådets forordning (EU) 2022/2578 af 22. december 2022 om indførelse af en markedskorrektionsmekanisme til beskyttelse af unionsborgere og økonomien mod uforholdsmæssigt høje priser.

Stk. 3 Finanstilsynet påser overholdelsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Stk. 4 Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet efter stk. 1-3 og § 213, stk. 1-5 og 8, med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed. § 224, stk. 1, gælder for medlemmer af bestyrelsen, observatøren, medlemmer af ekspertpanelet og Forbrugerombudsmanden.

§ 212

Finanstilsynet fører tilsyn med operatører af en markedsplads, godkendte offentliggørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstemmelse med forordningens artikel 2, stk. 3, centrale modparter (CCP’er), værdipapircentraler (CSD’er), kontoførende institutter, registrerede betalingssystemer og it-operatører af detailbetalingssystemer samt administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Finanstilsynet skal for betydningsfulde datterselskaber af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at drive virksomhed som nævnt i stk. 1 i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, deltage i eventuelle samarbejdsfora om tilsynet med den samlede koncern.

Stk. 3 Danmarks Nationalbank overvåger registrerede betalingssystemer, som Danmarks Nationalbank finder har væsentlig betydning for betalingsafviklingen eller gennemførelse af Danmarks Nationalbanks pengepolitiske transaktioner.

Stk. 4 Erhvervsministeren vurderer i henhold til artikel 23 b, stk. 5, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, om et erstatningsbenchmark ikke længere afspejler eller afviger væsentligt fra det underliggende marked eller den økonomiske realitet, som det ophørende benchmark er beregnet til at måle, og om anvendelsen af erstatningsbenchmarket kan have negative konsekvenser for den finansielle stabilitet.

§ 212a

Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10 og 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, artikel 70, stk. 2 og 3, og artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 2 Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Stk. 3 Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4 Finansiel Stabilitet forelægger en vurdering af afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 5 Finanstilsynet indsender efter indstilling fra Finansiel Stabilitet en rapport til den centrale modpart (CCP) om afviklingshindringer i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 6 Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 7 Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhængighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 212b

Erhvervsministeriet er det kompetente ministerium i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Regnskabskontrol
§ 213

Finanstilsynet skal for udstedere af omsættelige værdipapirer med hjemsted i Danmark kontrollere, at reglerne om finansielle oplysninger i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193 i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabsloven, §§ 82 og 83 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. er overholdt, hvis de omsættelige værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 Finanstilsynet kontrollerer tillige, at regler udstedt i medfør af § 196 i lov om finansiel virksomhed, årsregnskabsloven, § 95 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. er overholdt.

Stk. 3 Finanstilsynet kontrollerer overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder.

Stk. 4 Finanstilsynet udøver i forbindelse med kontrollen efter stk. 1-3 de beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet i henhold til § 197 i lov om finansiel virksomhed, § 96 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 161 a i årsregnskabsloven.

Stk. 5 Kontrollen efter stk. 1-4 omfatter også kontrol af reglerne om finansielle oplysninger i årsrapporter og delårsrapporter fra udstedere, der har Danmark som hjemland efter § 21, som disse regler er fastlagt i den regnskabslovgivning, de pågældende udstedere er omfattet af, jf. §§ 27 og 28. Ved udførelsen af kontrollen kan Finanstilsynet

  • 1) yde vejledning,

  • 2) påtale overtrædelser,

  • 3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør, og

  • 4) give påbud om ændring af et forhold, herunder påbud om offentliggørelse af ændrede eller supplerende oplysninger.

Stk. 6 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde anvende fremmed bistand i forbindelse med kontrol i henhold til stk. 1-5.

Stk. 7 Vedrører kontrollen efter stk. 5, 1. pkt., en virksomhed, der ikke er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. stk. 8, finder § 156, stk. 3, i årsregnskabsloven og regler fastsat i medfør heraf om betaling af et årligt gebyr for den dermed forbundne kontrolaktivitet tilsvarende anvendelse.

Stk. 8 Ved behandling af sager, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, og ved kontrollen efter stk. 5 vedrørende udstedere, der ikke er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted.

Beføjelser
§ 214

Finanstilsynet kan fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, kræve at få alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5.

Stk. 2 Finanstilsynet kan kræve, at revisorer for fondsmæglerselskaber, operatører af en markedsplads, godkendte offentliggørelsesordninger (APA), godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er undtaget fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, og it-operatører af et detailbetalingssystem samt revisorer, der reviderer eller udfører andre revisionsopgaver for udstedere, udbydere af omsættelige værdipapirer eller personer, der anmoder om optagelse til handel på en markedsplads, fremlægger oplysninger, der skønnes at være nødvendige for Finanstilsynets afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5. Finanstilsynet kan endvidere kræve dokumenter udleveret fra revisor til brug for Finanstilsynets afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af reglerne i kapitel 5 og 7 og § 213.

Stk. 3 Virksomheder under tilsyn, den nuværende og den tidligere ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, der har afgivet oplysninger efter stk. 1 og 2, har pligt til hurtigst muligt at berigtige oplysningerne over for Finanstilsynet, hvis virksomheden under tilsyn, den nuværende eller tidligere ledelse i virksomheden under tilsyn eller de andre fysiske eller juridiske personer efterfølgende konstaterer følgende:

  • 1) Oplysningerne har ikke været korrekte på tidspunktet for afgivelsen.

  • 2) Oplysningerne er på et senere tidspunkt blevet misvisende.

Stk. 4 Finanstilsynet kan endvidere uden retskendelse kræve udlevering af eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektronisk kommunikation eller fortegnelser over datatrafik hos et fondsmæglerselskab, operatører af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) og en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, samt administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks.

Stk. 5 Finanstilsynets beføjelser efter stk. 1 gælder tilsvarende for leverandører og underleverandører til de virksomheder, der er nævnt i stk. 1, med henblik på indhentelse af oplysninger om den outsourcede aktivitet.

Stk. 6 Finanstilsynets beføjelser efter stk. 1 gælder tilsvarende i forhold til personer, der kontrollerer eller kontrolleres af udstedere, udbydere eller personer, der anmoder om optagelse til handel på et reguleret marked, når Finanstilsynet skønner, at oplysningerne er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed i relation til eller til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked.  1. pkt. gælder tilsvarende for finansielle formidlere, der har til opgave at forestå udbud af værdipapirer til offentligheden eller søge om optagelse til handel på et reguleret marked.

§ 215

Finanstilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgelser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5.

Stk. 2 Finanstilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation få adgang til forretningsstedet hos leverandører og underleverandører til virksomheder under tilsyn og virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, med henblik på indhentelse af oplysninger om den outsourcede aktivitet.

§ 216

Finanstilsynet kan indhente alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form efter §§ 214 og 215 til brug for videregivelse til myndigheder som nævnt i § 226, nr. 1-6 og 12, og § 227, nr. 1-5.

§ 217

Beføjelser efter §§ 214-216 udøves af Danmarks Nationalbank, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet af kapitel 32, og af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med kontrol efter § 213, stk. 8.

§ 218

Finanstilsynet kan kræve

  • 1) suspension af handelen på markedspladser med et finansielt instrument,

  • 2) sletning af et finansielt instrument fra handelen på en markedsplads,

  • 3) midlertidigt eller permanent ophør af enhver praksis eller adfærd, som er i strid med denne lov og regler fastsat i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og

  • 4) nedlæggelse af midlertidigt forbud mod udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, som er i strid med denne lov og regler fastsat i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater.

Stk. 2 Finanstilsynet kan træffe afgørelse om et midlertidigt forbud mod et fondsmæglerselskabs medlemskab af eller deltagelse på en markedsplads, hvis fondsmæglerselskabet overtræder bestemmelserne i kapitel 24 eller artiklerne nævnt i § 248 om overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 600/2014/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvis fondsmæglerselskabet er pålagt en tvangsbøde i medfør af § 256, stk. 2.

Stk. 3 Konstaterer Finanstilsynet, eller har Finanstilsynet grund til at antage, at et reguleret marked, der har Danmark som værtsland, optræder på en måde, der skader investorernes interesser eller markedernes korrekte funktion, kan Finanstilsynet træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte investorernes interesser og markedets ordentlige funktion, herunder påbyde det regulerede marked, der har Danmark som værtsland, ikke at give adgang til fjernmedlemmer og -deltagere, der er etableret i Danmark, når den kompetente myndighed i det regulerede markeds hjemland ikke har kunnet træffe de nødvendige foranstaltninger for at stoppe handlinger, der skader investorernes interesser eller markedernes korrekte funktion.

§ 218a

Finanstilsynet kan, hvis der er begrundet mistanke om overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked,

  • 1) forbyde et udbud af værdipapirer til offentligheden eller en optagelse til handel på et reguleret marked eller stille et sådant udbud eller en sådan optagelse i bero i op til 10 på hinanden følgende hverdage,

  • 2) forbyde eller stille annoncering i bero eller kræve, at udstedere, udbydere, personer, der anmoder om optagelse til handel på et reguleret marked, eller relevante finansielle formidlere stiller annoncering i bero i op til 10 på hinanden følgende hverdage, og

  • 3) forbyde handelen eller stille handelen på et reguleret marked, en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) i bero i op til 10 på hinanden følgende hverdage eller kræve, at de relevante regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter (MHF’er) eller organiserede handelsfaciliteter (OHF’er) gør det.

Stk. 2 Finanstilsynet kan nægte at godkende et prospekt udarbejdet af en bestemt udsteder, udbyder eller person, der anmoder om optagelse til handel på et reguleret marked, for en periode på op til 5 år, hvis udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til handel på et reguleret marked, gentagne gange har begået alvorlige overtrædelser af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked.

§ 219

Finanstilsynet kan endvidere kræve, at enhver fysisk eller juridisk person tager skridt til at reducere omfanget af sin position eller eksponering i et råvarederivat, og begrænse de muligheder, som en fysisk eller juridisk person har for at indgå en råvarederivataftale.

§ 220

Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Påbud kan ligeledes gives til sammenslutninger af juridiske personer.

Stk. 2 Danmarks Nationalbank kan, når der er tale om et registreret betalingssystem omfattet af kapitel 32, påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf eller efter forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov. Påbud kan ligeledes gives til sammenslutninger af juridiske personer.

§ 221

Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked eller en it-operatør af et detailbetalingssystem at afsætte en direktør i virksomheden inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis direktøren efter § 68, stk. 1, nr. 2-5 § 69, § 180 e, stk. 1, nr. 2-5, eller § 180 f ikke kan varetage stillingen.

Stk. 2 Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en operatør af et reguleret marked eller i en it-operatør af et detailbetalingssystem at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis bestyrelsesmedlemmet efter § 68, stk. 1, nr. 2-5 § 69, § 180 e, stk. 1, nr. 2-5, eller § 180 f ikke kan varetage hvervet.

Stk. 3 Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en operatør af et reguleret marked, der i 2 på hinanden følgende regnskabsår har haft en nettoomsætning på 100 mio. kr. eller derover, at nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis bestyrelsesmedlemmet ikke opfylder kravene i § 70, stk. 1.

Stk. 4 Finanstilsynet kan påbyde en operatør af et reguleret marked eller en it-operatør af et detailbetalingssystem at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod direktøren i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3, eller § 180 e, stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en operatør af et reguleret marked eller i en it-operatør af et detailbetalingssystem at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Stk. 5 Varigheden af påbud meddelt efter stk. 2 på baggrund af § 68, stk. 1, nr. 2, 4 eller 5 § 69, § 180 e, stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller § 180 f eller efter stk. 3 på baggrund af § 70, stk. 1, skal fremgå af påbuddet.

Stk. 6 Påbud meddelt efter stk. 1-4 kan af operatøren af et reguleret marked, it-operatøren af et detailbetalingssystem og den person, som påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 7 Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt et bestyrelsesmedlem efter stk. 2 og 3 og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet, eller mindst 2 år efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

Stk. 8 Har operatøren af et reguleret marked eller it-operatøren af et detailbetalingssystem ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 60, stk. 1, nr. 5, og § 180 b, stk. 1, nr. 5. Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 60, stk. 1, nr. 5, og § 180 b, stk. 1, nr. 5, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2-4.

Stk. 9 Drives en operatør af et reguleret marked eller en it-operatør af et detailbetalingssystem som en juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion, finder stk. 1-8 tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige.

§ 221a

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.

Delegation
§ 222

Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at tilsynets beføjelser efter § 83, stk. 1, og regler fastsat i medfør af § 83, stk. 2, kan udøves på tilsynets vegne af en operatør af et reguleret marked på nærmere fastsatte vilkår.

Stk. 2 En operatør af et reguleret marked, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1, kan kræve betaling hos medlemmerne af det regulerede marked for varetagelsen af opgaver, der følger af disse beføjelser.

Stk. 3 En operatør af et reguleret marked, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1, skal overholde kapitel 3-7 i forvaltningsloven, når den træffer afgørelse inden for de delegerede områder.

Stk. 4 § 224, stk. 1 og 2, gælder tilsvarende for en operatør af et reguleret marked, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.

Bemyndigelse
§ 223

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om at hæve tærsklen for indberetning af ledende medarbejderes transaktioner i henhold til artikel 19, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug).

§ 223a

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om at sænke tærsklen for, hvornår DLT-baserede finansielle instrumenter må optages til handel i en DLT-markedsinfrastruktur eller registreres i en DLT-markedsinfrastruktur i henhold til artikel 3, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/858 af 30. maj 2022 om en pilotordning for markedsinfrastruktur baseret på distributed ledger-teknologi.

Kapitel 38 1 Tavshedspligt
§ 224

Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter §§ 152-152 e i straffeloven forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på tilsynets vegne. Tavshedspligten i 1. og 2. pkt. gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. 1.-3. pkt. gælder også for ansatte i Erhvervsstyrelsen, for så vidt angår oplysninger, som de får kendskab til gennem behandling af sager, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, og ved kontrollen efter § 213, stk. 5, og ansatte i Danmarks Nationalbank, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet af kapitel 32.

Stk. 2 Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke personer som nævnt i stk. 1 til at videregive fortrolige oplysninger.

Stk. 3 Stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen som led i behandlingen af sager, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, og ved kontrollen efter § 213, stk. 5, og Danmarks Nationalbank, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet af kapitel 32, af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte virksomhed eller dens kunder kan identificeres.

Stk. 4 Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem, en it-operatør af et detailbetalingssystem eller andre omfattet af denne lov er erklæret konkurs eller trådt i likvidation og oplysningerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde de pågældende personer eller andre omfattet af denne lov.

Stk. 5 Stk. 1 er endvidere ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til en operatør af et reguleret marked, som har fået tilladelse efter § 59, og en operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF), som har fået tilladelse efter § 86, når det sker for at imødegå eller undersøge, om der er misbrugt intern viden eller udøvet markedsmanipulation i strid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), eller det i øvrigt sker for at imødegå eller undersøge, om handelen og prisdannelsen på markedspladsen foregår på en redelig og gennemskuelig måde. Stk. 1 er endvidere ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til et fondsmæglerselskab eller en værdipapircentral (CSD), når det sker for at undersøge, om der er misbrugt intern viden eller udøvet markedsmanipulation i strid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug).

Undtagelser fra tavshedspligten
§ 225

§ 224, stk. 1, er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:

  • 1) Det Systemiske Risikoråd.

  • 2) Offentlige myndigheder i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af muligt strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.

  • 3) Vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn.

  • 4) Administrative myndigheder og domstole, som behandler klager over afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet eller af Erhvervsstyrelsen som led i styrelsens behandling af sager, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven og ved kontrollen efter § 213, stk. 5.

  • 5) Folketingets Ombudsmand.

  • 6) En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 7) Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissioner, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 8) Folketingets stående udvalg vedrørende generelle økonomiske forhold i en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem og en it-operatør af et detailbetalingssystem, for så vidt angår krisehåndtering af virksomhederne, når der træffes beslutning om, hvorvidt staten skal yde garanti eller stille midler til rådighed. Tilsvarende gælder i forbindelse med den parlamentariske kontrol i sager omfattet af 1. pkt.

  • 9) Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

  • 10) Interessenter, herunder myndigheder, involveret i forsøg på at redde en nødlidende operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem eller en it-operatør af et detailbetalingssystem, når Finanstilsynet har modtaget et mandat fra erhvervsministeren, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor.

  • 11) Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, og kurator, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 12) Personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber for en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD) , et registreret betalingssystem og en it-operatør af et detailbetalingssystem eller for andre omfattet af denne lov, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelse af deres opgaver, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 13) Institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.

  • 14) Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet.

  • 15) Sagkyndige, som bistår Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Revisornævnet og institutioner, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, med udførelsen af deres tilsynsopgaver, på betingelse af at modtagerne har behov for oplysningerne til varetagelsen af deres opgaver, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 16) En institution, der forestår clearing af finansielle instrumenter eller penge, hvis det er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelse eller potentiel misligholdelse på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.

  • 17) Center for Cybersikkerhed, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for centeret til opfyldelse af dets lovbestemte opgaver som nationalt centralt kontaktpunkt eller som CSIRT.

Stk. 2 Adgangen til videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. stk. 1, nr. 8, er begrænset til dokumenter i sager, der er oprettet i Finanstilsynet efter den 16. september 1995.

§ 226

§ 224, stk. 1, er endvidere ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:

  • 1) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 2) Finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, forsikringsselskaber, investeringsselskaber, administrationsselskaber, administratorer af benchmarks, stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks eller med de finansielle markeder, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 3) Myndigheder og organer, som er ansvarlige for at opretholde den finansielle stabilitet gennem makroprudentiel regulering, og myndigheder eller organer, som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 4) Institutioner i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 5) Organer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der medvirker ved likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 6) Myndigheder, der fører tilsyn med personer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber for en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem og en it-operatør af et detailbetalingssystem, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 7) Organer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der fører tilsyn med organer som nævnt i nr. 5, og personer som nævnt i nr. 6, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 8) Sagkyndige, som bistår myndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der fører tilsyn med organer som nævnt i nr. 5, og personer som nævnt i nr. 6, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 9) Organer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for at påvise overtrædelser af selskabsretten, på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver, og at videregivelse sker med henblik på at styrke det finansielle systems stabilitet og integritet, jf. dog § 228, stk. 2.

  • 10) Organer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for kontrol med overholdelsen af reglerne for finansielle oplysninger fra udstedere af omsættelige værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked.

  • 11) Ministre med ansvar for den finansielle lovgivning i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i forbindelse med krisehåndtering af en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem og en it-operatør af et detailbetalingssystem, hvis virksomhed har væsentlig betydning for den finansielle stabilitet i det pågældende land.

  • 12) Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), Det Europæiske Råd for Systemiske Risici og organer etableret af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), på betingelse af at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

  • 13) Den auktionstilsynsførende til brug for, at denne kan udføre sine funktioner i medfør af Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet.

  • 14) Myndigheder, der varetager opgaver i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, på betingelse af at oplysningerne er nødvendige for disse myndigheders varetagelse af opgaver i henhold til forordningen.

  • 15) Myndigheder, der varetager opgaver i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler, på betingelse af at oplysningerne er nødvendige for disse myndigheders varetagelse af opgaver i henhold til forordningen.

  • 16) Undersøgelsesudvalg nedsat af Europa-Parlamentet i henhold til artikel 226 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

§ 227

§ 224, stk. 1, er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:

  • 1) Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, forsikringsselskaber, administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks eller de finansielle markeder, jf. dog § 228.

  • 2) Myndigheder og organer i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, som er ansvarlige for at opretholde den finansielle stabilitet gennem makroprudentiel regulering, eller som har til formål at sikre den finansielle stabilitet, jf. dog § 228.

  • 3) Institutioner i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der forvalter indskyder-, investor- eller forsikringsgarantiordninger, jf. dog § 228.

  • 4) Organer i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der medvirker ved likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, jf. dog § 228.

  • 5) Myndigheder, der fører tilsyn med personer i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af regnskaber for en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem og en it-operatør af et detailbetalingssystem eller for andre omfattet af denne lov, jf. dog § 228.

  • 6) Organer i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der fører tilsyn med organer som nævnt i nr. 4, og personer som nævnt i nr. 5, jf. dog § 228.

  • 7) Sagkyndige, som bistår myndigheder i lande uden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der fører tilsyn med organer som omtalt i nr. 4, og personer som omtalt i nr. 5, jf. dog § 228.

  • 8) Organer i lande uden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for at påvise overtrædelser af selskabsretten, på betingelse af at videregivelse sker med henblik på at styrke det finansielle systems stabilitet og integritet, jf. dog § 228.

§ 228

Videregivelse af fortrolige oplysninger efter § 227, nr. 1-4, kan alene ske på baggrund af en international samarbejdsaftale, og på betingelse af at modtagerne mindst er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af § 224, stk. 1, og har behov for oplysningerne til varetagelse af deres opgaver.

Stk. 2 Videregivelse efter § 225, nr. 6, 7, 11, 13 og 15, § 226, nr. 7-9, og § 227 af fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan endvidere alene ske, hvis de myndigheder eller organer, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører. Ved videregivelse af oplysninger efter § 225, nr. 15, § 226, nr. 5, og § 227, nr. 7, meddeler Finanstilsynet de myndigheder eller organer, som har videregivet oplysningerne, hvilke sagkyndige oplysningerne vil blive videresendt til, med angivelse af de sagkyndiges beføjelser.

§ 229

Enhver, der i henhold til § 224, stk. 4 og 5, og §§ 225-227 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen ved behandling af sager, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, og ved kontrollen efter § 213, stk. 5, eller Danmarks Nationalbank, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet af kapitel 32, er med hensyn til disse oplysninger underlagt tavshedspligt i medfør af § 224, stk. 1.

Stk. 2 Fortrolige oplysninger, som modtages af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen som led i styrelsens opgaveløsning i medfør af § 213 og Danmarks Nationalbank, når der er tale om registrerede betalingssystemer omfattet af kapitel 32, må kun anvendes i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver til at pålægge sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

§ 230

Finanstilsynets ansatte må ikke videregive oplysninger om en person, når vedkommende har indberettet en virksomhed eller en fysisk person til Finanstilsynet for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan videregives i medfør af §§ 225-227.

Stk. 3 Enhver, der i henhold til stk. 2 modtager oplysninger som nævnt i stk. 1, er med hensyn til disse oplysninger underlagt tavshedspligt i medfør af § 224, stk. 1.

Kapitel 39 1 Parter og klage
§ 231

Enhver, som en afgørelse retter sig mod, anses som part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet i medfør af de i § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, nævnte regler, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende.

Stk. 2 Følgende fysiske og juridiske personer anses tillige som part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet efter regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, for så vidt angår den del af afgørelsen, som vedrører den pågældende:

  • 1) Et medlem af direktionen i sager, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af §§ 68, 69 eller artikel 27, stk. 1 eller 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre eller artikel 27, stk. 1, 2 eller 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler.

  • 2) En virksomhed i sager, hvor Finanstilsynet træffer afgørelse rettet mod et medlem af bestyrelsen i virksomheden i medfør af §§ 68-70 eller artikel 27, stk. 1 eller 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre eller artikel 27, stk. 1, 2 eller 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om værdipapircentraler.

  • 3) Den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

  • 4) Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central modpart (CCP) eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 3 I sager, hvor Erhvervsstyrelsen træder i Finanstilsynets sted som led i kontrol efter § 213, gælder stk. 1 tilsvarende for en afgørelse, der er eller vil blive truffet af Erhvervsstyrelsen. Som part i afgørelser efter § 213 anses i øvrigt enhver, som Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen anser som part i sagen.

§ 232

Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til de i § 211 og § 213, stk. 1-3 og 5, nævnte regler kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Stk. 1 omfatter ikke afgørelser efter §§ 214-217, § 221, stk. 6, eller § 233, stk. 1, eller artikel 14 og 15, jf. artikel 17, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 gælder også for afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen på Finanstilsynets vegne, jf. § 213, og afgørelser truffet af Danmarks Nationalbank efter § 180.

Stk. 4 Stk. 1-3 gælder også for afgørelser truffet af virksomheder, der udøver beføjelser på Finanstilsynets vegne i medfør af § 222.

§ 233

Afgørelser truffet af en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD) eller et kontoførende institut i henhold til de i § 211, stk. 1-3, nævnte regler kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for Finanstilsynet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Finanstilsynet kan tillægge indbringelsen opsættende virkning. 1. pkt. gælder dog ikke afgørelser truffet af en operatør af en markedsplads efter § 117, stk. 1.

Stk. 2 Erhvervsankenævnets afgørelser og afgørelser, Finanstilsynet træffer efter stk. 1, kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for domstolene, senest 8 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 40 1 Offentliggørelse
§ 234

Finanstilsynet skal med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn offentliggøre følgende på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog §§ 237-239:

  • 1) Reaktioner givet i henhold til denne lovs § 211, stk. 4, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse.

  • 2) Påtaler, påbud, vedtagne administrative bødeforelæg og tvangsbøder, der ikke er omfattet af nr. 1.

  • 3) Beslutninger om at overgive sager om virksomheder til politimæssig efterforskning.

  • 4) Domme eller bødevedtagelser i sager, der tidligere er overgivet til politimæssig efterforskning, hvor der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde.

Stk. 2 Finanstilsynet kan med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn offentliggøre reaktioner m.v., der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 2, samt forhåndstilkendegivelser, hvis det skønnes at være i offentlighedens interesse eller bidrager til oplysning om Finanstilsynets praksis.

Stk. 3 Finanstilsynet kan beslutte, at offentliggørelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2 skal ske i form af et resumé.

Stk. 4 Offentliggørelse efter stk. 1-3, der vedrører en virksomhed, må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

§ 235

Indbringes en reaktion m.v. offentliggjort i henhold til § 234, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller § 234, stk. 2, for Erhvervsankenævnet, skal oplysningen herom offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside. Status og det efterfølgende resultat af Erhvervsankenævnets kendelse skal ligeledes offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside.

§ 236

Er en dom, der er offentliggjort i henhold til § 234, stk. 1, nr. 4, anket, skal oplysninger herom offentliggøres af Finanstilsynet.

Stk. 2 I sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter § 234, stk. 1, nr. 3, og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den virksomhed eller person, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger herom. Virksomheden eller personen skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager Finanstilsynet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.

§ 236a

Finanstilsynet kan efter høring af en operatør af en markedsplads eller central modpart (CCP), der underretter Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om en hændelse, som har væsentlige konsekvenser for kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som de leverer, orientere offentligheden om hændelsen, hvis offentlighedens kendskab hertil er nødvendigt for at forebygge eller håndtere en igangværende hændelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Begrænsninger for Finanstilsynets offentliggørelse
§ 237

Offentliggørelse efter § 234 om sager vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre og regler fastsat i medfør heraf kan ikke ske, hvis offentliggørelse vil være til alvorlig fare for finansielle markeder eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

§ 238

Offentliggørelse efter § 234 om sager vedrørende kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis

  • 1) offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person,

  • 2) efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse,

  • 3) offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet eller

  • 4) samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.

§ 239

Offentliggørelse efter § 234, der ikke er omfattet af begrænsningerne for offentliggørelse i §§ 237 og 238, kan ikke ske, hvis

  • 1) offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen,

  • 2) offentliggørelse af identiteten af virksomheden eller personoplysninger om de fysiske personer ikke er proportional med hensynet bag offentliggørelsen,

  • 3) offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller

  • 4) efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.

Stk. 2 Kan offentliggørelse ikke ske efter stk. 1, skal Finanstilsynet

  • 1) offentliggøre anonymt, hvis anonym offentliggørelse sikrer en effektiv beskyttelse af de pågældende person-oplysninger,

  • 2) udsætte offentliggørelsen, indtil årsagen til at undlade offentliggørelse er ophørt, eller

  • 3) undlade at offentliggøre, hvis mulighederne i nr. 1 og 2 vurderes utilstrækkelige til at sikre, at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare, eller sikre forholdsmæssigheden af offentliggørelsen.

Stk. 3 Er offentliggørelse udsat i henhold til stk. 1, nr. 1, eller § 238, skal der ske efterfølgende offentliggørelse efter § 234, når der ikke længere er hensyn, der nødvendiggør udsættelsen, hvis dette forhold indtræder inden for 2 år fra datoen for reaktionen, beslutningen, dommens afsigelse eller bødevedtagelsen.

Tidspunktet for og varigheden af Finanstilsynets offentliggørelse
§ 240

Finanstilsynets offentliggørelse efter dette kapitel skal ske, inden for rimelig tid efter at virksomheden eller den fysiske person er underrettet om reaktionen eller beslutningen og om, at Finanstilsynet påtænker offentliggørelse heraf. Hvis Finanstilsynet ikke kan underrette den pågældende, kan der alligevel ske offentliggørelse.

Stk. 2 Det offentliggjorte skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen. Offentliggørelse, som vedrører fysiske personer, skal dog kun fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.

Virksomheders offentliggørelse
§ 241

Er en reaktion m.v. rettet mod en virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller § 234, stk. 2, eller er en dom eller bødevedtagelse rettet mod eller vedtaget af en virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 4, skal virksomheden offentliggøre den pågældende reaktion m.v., dom eller bødevedtagelse på sin hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme.

Stk. 2 Virksomheden skal offentliggøre en reaktion m.v. som nævnt i stk. 1, senest 3 hverdage efter at virksomheden har modtaget reaktionen m.v., eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter denne lov eller anden regulering.

Stk. 3 Virksomheden skal offentliggøre en dom eller bødevedtagelse som nævnt i stk. 1, senest 10 hverdage efter der er faldet dom eller vedtaget bøde.

Stk. 4 Samtidig med virksomhedens offentliggørelse efter stk. 1-3 skal virksomheden indsætte et link, som giver direkte adgang til reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen, på forsiden af virksomhedens hjemmeside på en synlig måde. Det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Finanstilsynet, en dom eller bødevedtagelse. Fjernelse af linket og oplysningerne på forsiden fra virksomhedens hjemmeside skal ske efter samme principper, som virksomheden anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og oplysningerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og ikke inden førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde.

Stk. 5 Kommenterer virksomheden reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen offentliggjort efter stk. 1-3, skal det ske i forlængelse af denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen.

Stk. 6 Virksomheden skal give meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen af en dom eller bødevedtagelse, jf. stk. 1, hurtigst muligt efter at offentliggørelsen er sket, og fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen til Finanstilsynet.

§ 242

Videregiver en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en it-operatør af et detailbetalingssystem eller administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks oplysninger om virksomheden, og er oplysningerne kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at offentliggøre berigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvisende og Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have skadevirkning for virksomhedens kunder, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå finansielle instrumenter udstedt af virksomheden handles, markedets ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet generelt.

Bemyndigelse
§ 243

Erhvervsministeren kan for virksomheder under tilsyn omfattet af denne lov fastsætte nærmere regler om virksomhedernes pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden. Bekendtgørelse om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v.