Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 58

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 575 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

§ 58

Børne- og undervisningsministeren kan tillade, at Københavns Kommune driver gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium, og at Københavns Kommune i tilknytning til Sankt Annæ Gymnasium eller som en særskilt institution opretter og driver en europaskole.

Stk. 2 Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse for gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium, hvis gymnasieafdelingen drives af Københavns Kommune.

Stk. 3 For europaskolens sidste tre klassetrin finder § 46, stk. 4-8, §§ 50-55, § 56, stk. 1, og § 57 i denne lov og, for så vidt angår ordensregler, § 43 i lov om de gymnasiale uddannelser tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 For europaskolens første ti klassetrin finder § 3, stk. 2, 2. pkt., § 12, stk. 2, § 50, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-9, og § 52 i lov om folkeskolen tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 For hver elev, der er på de første ti klassetrin på europaskolen, betaler bopælskommunen den faktiske udgift forbundet med elevens undervisning. Betalingsforpligtelsen udløses for elever, der den 5. september i et givet skoleår er optaget på europaskolen, og som har folkeregisteradresse i en anden kommune end Københavns Kommune. Bopælskommunens betalingsforpligtelse udløses alene for elever, hvortil Københavns Kommune ikke i forvejen modtager tilskud fra EU. Betalingsforpligtelsen gælder for hele skoleåret.

Stk. 6 Afgørelser og beslutninger, der træffes af bestyrelsen for den samlede institution, af den enkelte institutions bestyrelse, hvis der er tale om organisatorisk adskilte institutioner, jf. stk. 1, eller af Borgerrepræsentationen vedrørende de første ti klassetrin på europaskolen, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelser om henvisning til eller afslag på specialundervisning kan dog efter bestemmelserne i lov om folkeskolen indbringes for Klagenævnet for Specialundervisning. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre afgørelser kan indbringes for ministeren.

Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om driften af gymnasieafdelingen på Sankt Annæ Gymnasium og europaskolen, herunder regler, som fraviger bestemmelserne i denne lov.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan efter høring af Københavns Kommune fastlægge et kapacitetsloft for europaskolens sidste tre klassetrin.