Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 48

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 575 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

§ 48

Kursister på almen voksenuddannelse skal for alle fag betale for at deltage i undervisning og prøver, og selvstuderende skal betale for at gå til prøve. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om deltagerbetalingen og om, hvilke oplysninger der skal gives i forbindelse med tilmelding. Deltagerbetalingen udgør 110 kr. pr. fag for kernefagene, jf. § 5, stk. 1, i avu-loven. Deltagerbetalingen udgør 1.100 kr. pr. fag for øvrige fag. For kursister med en videregående uddannelse opkræves dog fuld deltagerbetaling for alle fag, jf. § 47, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Stk. 2 De beløb, der er nævnt i stk. 1, reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Når reguleringen efter afrunding giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af børne- og undervisningsministeren.

Stk. 3 Indbetaling af deltagerbetaling for det pågældende fag, jf. stk. 1, er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og prøver. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om fravigelse af 1. pkt. for kursister, der er omfattet af § 1, stk. 2, i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.

Stk. 4 Til kursister, som får udstedt bevis for bestået prøve på social- og sundhedsuddannelsens trin 1 som erhvervsuddannelse for voksne eller den pædagogiske assistentuddannelse som erhvervsuddannelse for voksne, tilbagebetales deltagerbetalingen efter stk. 1 med fradrag for tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilbagebetaling af deltagerbetalingen, herunder om krav til dokumentation som betingelse for tilbagebetalingen.