Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 575 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

Kapitel 6 1 Tilskud til elever og kursister samt deltagerbetaling
Tilskud til specialpædagogisk bistand
§ 44

Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til elever og kursister, der efter lov om de gymnasiale uddannelser, lov om erhvervsuddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven) og lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne skal have tilbud om specialpædagogisk bistand.

Stk. 2 Handicappede elever, der er optaget på uddannelser godkendt efter § 1, stk. 3, eller på de sidste tre klassetrin af europaskolen godkendt efter § 58, og som har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom. Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til specialpædagogisk bistand.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om administration af de særlige tilskud efter stk. 1 og 2, herunder om ansøgning, indhentede sagkyndige udtalelser, tildeling, udbetaling, udbetaling af forskud til og tilbagebetaling fra institutionerne samt refusion af udgifter, som institutionerne har afholdt i overensstemmelse med tildelingen.

§ 44a

Ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand, jf. § 44, skal indgives til Børne- og Undervisningsministeriet ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening). Uddannelsesinstitutionen skal på tilsvarende vis modtage afgørelser og meddelelser vedrørende ansøgningen digitalt. Elever og kursister skal modtage afgørelser og meddelelser m.v. vedrørende ansøgningen digitalt.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, at ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand og modtagelse af afgørelser herom og meddelelser i øvrigt kan ske på anden vis end ved digital selvbetjening, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om indretning og administration af den digitale løsning, herunder om

  • 1) indhold og udformning af ansøgninger,

  • 2) frister for indgivelse af ansøgninger,

  • 3) frister for indgivelse af oplysninger og

  • 4) frister for udbetalinger af støtte.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af digital signatur og anden sikker personidentifikation.

§ 44b

Børne- og undervisningsministeren kan ved ydelse af tilskud efter § 44, stk. 2 og 3, til institutionerne stille krav om, at institutionerne ved køb af varer og tjenesteydelser til brug for specialpædagogisk bistand til elever, der skal have tilbud om specialpædagogisk bistand efter lov om de gymnasiale uddannelser og lov om erhvervsuddannelser, og handicappede elever, der er optaget på uddannelser godkendt efter § 1, stk. 3, eller på de sidste tre klassetrin af Europaskolen godkendt efter § 58, og som har behov for specialpædagogisk bistand, anvender en eller flere centralt koordinerede indkøbsaftaler om levering af varer og tjenesteydelser til brug for specialpædagogisk bistand.

Stk. 2 Elever, der modtager specialpædagogisk bistand, kan frit vælge mellem de leverandører, der er omfattet af centralt koordinerede indkøbsaftaler efter stk. 1.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om institutionernes forpligtelse til at anvende centralt koordinerede indkøbsaftaler efter stk. 1, herunder om proceduren og fremgangsmåden for anvendelsen heraf.

Tilskud til undervisning i udlandet
§ 45

Børne- og undervisningsministeren kan til elever i de gymnasiale uddannelser med bopæl i Danmark, der har gennemført første år af uddannelsen til uddannelsen til almen studentereksamen, uddannelsen til merkantil studentereksamen eller uddannelsen til teknisk studentereksamen, give tilskud til dækning af betaling for undervisning i udlandet, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark. Tilskuddet udgør pr. år et beløb fastsat på de årlige finanslove, dog højst den faktiske betaling for undervisningen.

Stk. 2 Indehavere af forældremyndigheden over eleven eller eleven, hvis den pågældende ikke er undergivet forældremyndighed, skal umiddelbart før ansøgningstidspunktet have haft fast ophold i Danmark i en sammenhængende periode på 2 år. Tilskud kan ikke gives, hvis forældremyndighedens indehavere er udsendt i udenrigstjenesten eller ansat ved De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om administrationen af de i stk. 1 nævnte tilskud og om betingelser for, at elever kan modtage tilskud, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, tilskudsperiode, studieaktivitet og tilskuddets størrelse, udbetaling og tilbagebetaling.

Deltagerbetaling m.v.
§ 46

Undervisningen på selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning, der udbyder uddannelsen til almen studentereksamen, den 2-årige uddannelse til almen studentereksamen og uddannelsen til hf-eksamen er vederlagsfri, jf. dog stk. 8.

Stk. 2 Elever, der har tilmeldt sig en særlig ordning efter § 67, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, kan afkræves betaling for egen rejse, eget ophold og egen forplejning i forbindelse med dette udlandsophold. Der kan ikke kræves betaling af eleverne for udgifter, der vedrører undervisningen eller lærernes deltagelse. Hjælp til afholdelse af omkostninger, der er forbundet med undervisningen i udlandet, skal komme samtlige deltagere til gode, medmindre der er tale om rabatter, legater el. lign., der efter givers bestemmelse er ydet til bestemte af deltagerne. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte maksimum for det beløb, en elev kan afkræves for et udlandsophold.

Stk. 3 Elever og kursister kan afkræves betaling for deltagelse i ekskursioner m.v., jf. § 60 i lov om de gymnasiale uddannelser, der indgår som en del af undervisningen. Der kan dog ikke kræves betaling for udgifter, der vedrører undervisningen eller lærernes deltagelse. Rabat ydet i form af frirejser el. lign. skal komme samtlige deltagere til gode.

Stk. 4 Ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der alene vedrører forplejning og højst udgør 50 kr. (1998-niveau) pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er omfattet af børne- og undervisningsministerens regler om mødepligt. En elev eller kursist kan ikke udelukkes fra deltagelse heri på grund af manglende erlæggelse af deltagerbetaling.

Stk. 5 Deltagelse i ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der vedrører andet end forplejning eller udgør mere end 50 kr. (1998-niveau) pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er frivillig for den enkelte elev/kursist, og skolen skal tilbyde alternativ undervisning til elever/kursister, der ikke deltager.

Stk. 6 Det i stk. 4 og 5 nævnte beløb reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende grænse før afrunding. Når reguleringen efter afrunding giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af børne- og undervisningsministeren.

Stk. 7 De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal af institutionen stilles til rådighed for eleverne og kursisterne uden betaling, jf. dog stk. 8.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at elever og kursister i begrænset omfang selv anskaffer undervisningsmidler. Betaling for fotokopier til undervisningsbrug kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for institutionens elever og kursister eller for grupper af elever og kursister på institutionen.

§ 47

Hf-enkeltfagskursister skal for alle fag betale for at deltage i undervisning og prøver, og selvstuderende skal betale for at gå til prøve bortset fra ved gymnasial supplering og enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen som led i supplerende overbygningsforløb på uddannelsen til højere forberedelseseksamen, jf. dog § 47 a. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om deltagerbetalingen, herunder om deltagerbetalingens størrelse, og om oplysninger, der skal gives i forbindelse med tilmelding. Institutionen opkræver fuld deltagerbetaling for kursister med en videregående uddannelse. Ved fuld deltagerbetaling forstås en betaling, der svarer til taxametertilskuddene og den almindelige deltagerbetaling.

Stk. 2 Til kursister, som får udstedt bevis for en samlet enkeltfagseksamen, tilbagebetales deltagerbetalingen, jf. stk. 1, med fradrag af tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte. Dette gælder dog ikke for kursister med en videregående uddannelse.

Stk. 3 Til hf-enkeltfagskursister, som får udstedt bevis for bestået prøve i hvert fag i en fagpakke, der er adgangsgivende til mellemlange videregående uddannelser, tilbagebetales deltagerbetalingen, jf. stk. 1, for de fag, der indgår i fagpakken, med fradrag af tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte. Dette gælder dog ikke for kursister med en videregående uddannelse.

Stk. 4 Til hf-enkeltfagskursister, der er optaget til skoleundervisning i en erhvervsuddannelses hovedforløb med eux, tilbagebetales deltagerbetalingen, jf. stk. 1, for hf-enkeltfag på C-niveau, der indgår i adgangsgrundlaget til hovedforløbet med eux, og som er færdiggjort efter den 1. juli 2014, med fradrag af tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om tilbagebetaling af deltagerbetalingen, herunder om krav til dokumentation som betingelse for tilbagebetalingen, og om tilbagebetaling til enkeltfagskursister, der får udstedt bevis for bestået prøve i hvert fag i en fagpakke.

Stk. 6 Indbetaling af deltagerbetaling for det pågældende fag, jf. stk. 1, er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og prøver. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om fravigelse af 1. pkt. for kursister, der er omfattet af § 1, stk. 2, i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.

§ 47a

For kursister på gymnasiale suppleringskurser (gsk) og supplerende overbygningsforløb til en hf-eksamen eller en højere forberedelseseksamen, jf. § 65, stk. 2 og 3, i lov om de gymnasiale uddannelser, er undervisningen vederlagsfri, såfremt undervisningen er påbegyndt senest den 1. oktober i det kalenderår, der er 2 år efter det kalenderår, hvor den adgangsgivende eksamen er afsluttet. Undervisningen med tilhørende prøver skal være afsluttet, senest 1 år efter at undervisningen er påbegyndt.

Stk. 2 For kursister på gymnasiale indslusningskurser for fremmedsprogede (gif), jf. § 65, stk. 4, i lov om de gymnasiale uddannelser, er undervisningen vederlagsfri.

Stk. 3 For kursister på gsk, for hvem undervisningen ikke er vederlagsfri, jf. stk. 1, fastsætter børne- og undervisningsministeren regler om deltagerbetalingen, herunder om deltagerbetalingens størrelse, og om oplysninger, der skal gives i forbindelse med tilmelding.

§ 48

Kursister på almen voksenuddannelse skal for alle fag betale for at deltage i undervisning og prøver, og selvstuderende skal betale for at gå til prøve. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om deltagerbetalingen og om, hvilke oplysninger der skal gives i forbindelse med tilmelding. Deltagerbetalingen udgør 110 kr. pr. fag for kernefagene, jf. § 5, stk. 1, i avu-loven. Deltagerbetalingen udgør 1.100 kr. pr. fag for øvrige fag. For kursister med en videregående uddannelse opkræves dog fuld deltagerbetaling for alle fag, jf. § 47, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Stk. 2 De beløb, der er nævnt i stk. 1, reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Når reguleringen efter afrunding giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af børne- og undervisningsministeren.

Stk. 3 Indbetaling af deltagerbetaling for det pågældende fag, jf. stk. 1, er en betingelse for at kunne deltage i undervisning og prøver. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om fravigelse af 1. pkt. for kursister, der er omfattet af § 1, stk. 2, i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.

Stk. 4 Til kursister, som får udstedt bevis for bestået prøve på social- og sundhedsuddannelsens trin 1 som erhvervsuddannelse for voksne eller den pædagogiske assistentuddannelse som erhvervsuddannelse for voksne, tilbagebetales deltagerbetalingen efter stk. 1 med fradrag for tilskud til deltagerbetaling, der er ydet i henhold til lov om statens uddannelsesstøtte eller lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilbagebetaling af deltagerbetalingen, herunder om krav til dokumentation som betingelse for tilbagebetalingen.

§ 49

Bestemmelserne i § 46, stk. 7 og 8,gælder tilsvarende for kursister på almen voksenuddannelse.

§ 49a

Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som ikke eller kun i mindre omfang har arbejdsmarkedstilknytning, og som deltager i almen voksenuddannelse eller hf-enkeltfag, og som ikke er omfattet af § 30, stk. 4, skal betale en deltagerbetaling, der er højere end den, andre kursister skal betale efter regler fastsat i henhold til § 47, stk. 1, eller efter § 48, stk. 1. Forhøjelsen af deltagerbetalingen fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren skal for kursister omfattet af regler fastsat i henhold til stk. 1 nedsætte en eller flere takster pr. årselev, som er fastsat på de årlige finanslove, for de taxametertilskud, der ydes efter § 30, stk. 1-3, med det beløb, hvormed deltagerbetalingen er forhøjet for de pågældende kursister.

Stk. 3 Regler fastsat efter stk. 1 og takstnedsættelse efter stk. 2 kan tidligst have virkning for undervisningsforløb, der påbegyndes 1 måned efter bekendtgørelsens offentliggørelse i Lovtidende.