Lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren § 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 338 af 18. maj 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1410 af 07. december 2007,
som ændret ved lov nr. 618 af 14. juni 2011, lov nr. 1234 af 18. december 2012, lov nr. 1564 af 15. december 2015 og lov nr. 884 af 21. juni 2022

Tildelingskriterier
§ 8

Medmindre udbyderen annullerer licitationen, skal ordren tildeles efter følgende kriterier:

  • 1) Den laveste pris eller

  • 2) det økonomisk mest fordelagtige bud under hensyntagen til forskellige kriterier, som varierer efter den pågældende kontrakt, f.eks. kvalitet, pris, byggetid, driftsomkostninger, rentabilitet, teknisk værdi, påvirkning af miljøet, arkitektur og funktion.

Stk. 2 Det skal i udbudsbetingelserne anføres, hvilket tildelingskriterium der skal anvendes. Ved tildelingskriteriet det økonomisk mest fordelagtige bud anføres så vidt muligt, hvordan udbyderen relativt vil vægte de kriterier, der er valgt. Denne vægtning kan angives ved fastsættelse af en ramme med et passende maksimalt udsving. Hvis der ikke kan foretages en vægtning, angiver udbyderen kriteriernes prioriterede rækkefølge med det vigtigste først.

Stk. 3 Udbyderen kan forkaste et tilbud, såfremt det findes overvejende sandsynligt, at den bydende er ude af stand til at gennemføre arbejdet i tilfredsstillende kvalitet, på hensigtsmæssig og forsvarlig måde og i rette tid.