Lov om godtgørelse til andenhåndseksponerede asbestofre § 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 552 af 29. maj 2018,
som ændret ved lov nr. 601 af 12. april 2021

§ 1

Personer, der har udviklet asbestudløst kræft efter andenhåndseksponering for asbestfibre, har efter ansøgning ret til en godtgørelse på 170.000 kr. Der kan kun ydes godtgørelse en gang, og ansøgere, der allerede har fået udbetalt godtgørelse, er ikke berettiget til yderligere godtgørelse.

Stk. 2 For at opnå godtgørelse efter stk. 1 skal ansøgeren

  • 1) være diagnosticeret med malignt mesotheliom, der er bekræftet ved patologisk undersøgelse af vævsprøve,

  • 2) have været udsat for indirekte eksponering med asbestfibre,

  • 3) være eller have været en del af husstanden til en person, der erhvervsmæssigt har været direkte udsat for asbestfibre,

  • 4) have haft en tidsmæssig relevant og tæt kontakt til en person, der erhvervsmæssigt har været direkte eksponeret for asbestfibre, og

  • 5) ikke med overvejende sandsynlighed have været udsat for anden relevant eksponering, der er årsag til sygdommens opståen, herunder ved egen direkte erhvervsmæssig eksponering.

Stk. 3 Uden for de tilfælde, der fremgår af stk. 2, kan en ansøger opnå godtgørelse efter stk. 1, hvis ansøgeren

  • 1) er diagnosticeret med malignt mesotheliom, der er bekræftet ved patologisk undersøgelse af vævsprøve,

  • 2) har været udsat for en industriel smittekilde gennem ikke erhvervsmæssigt ophold i nærheden af en sådan kilde og

  • 3) ikke med overvejende sandsynlighed har været udsat for anden relevant eksponering, der er årsag til sygdommens opståen, herunder ved egen direkte erhvervsmæssig eksponering.

Stk. 4 Der udbetales ikke godtgørelse, hvis ansøgeren er berettiget til erstatning eller godtgørelse for malignt mesotheliom efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 5 Forældelseslovens regler finder ikke anvendelse på den godtgørelse, der er anført i stk. 1.