Lov om godkendelse og syn af køretøjer § 5

Denne konsoliderede version af lov om godkendelse og syn af køretøjer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 473 af 09. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 288 af 02. marts 2023

§ 5

Det kræver tilladelse fra Færdselsstyrelsen at foretage syn eller omsyn af køretøjer.

Stk. 2 Færdselsstyrelsen fastsætter regler om:

  • 1) betingelser for at få tilladelse til at foretage syn og omsyn, herunder at virksomheden skal have en teknisk ansvarlig person og råde over elektronisk kommunikationsudstyr til brug for indberetning af syns- og omsynsoplysninger, og

  • 2) vilkår for tilladelse til at foretage syn og omsyn, herunder regler om, at forvaltningsloven og offentliglighedsloven helt eller delvis skal gælde for virksomheder, der har tilladelse til at foretage syn eller omsyn.

Stk. 3 Tilladelser til at foretage syn eller omsyn af køretøjer kan kun meddeles, hvis ansøgeren gør det antageligt, at ansøgeren vil kunne udøve syns- eller omsynsvirksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 4 Tilladelser til at foretage syn eller omsyn af køretøjer kan ikke meddeles, hvis ansøgeren eller den teknisk ansvarlige person er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve syns- eller omsynsvirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 5 Transportministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler om tilladelse til, at synsvirksomhederne kan udføre toldsyn, herunder om vilkår for tilladelsen.