Lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. § 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 414 af 06. juni 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 20. juni 2018

§ 2

En skole eller en uddannelsesinstitution, som giver undervisning, der er omfattet af loven, skal sikre, at følgende er oplyst på en lettilgængelig måde på skolens eller institutionens hjemmeside på internettet, jf. dog § 3, stk. 1:

  • 1) Skolens eller institutionens aktuelle uddannelser, uddannelsernes mål, fagudbud og læseplaner m.v.

  • 2) Skolens eller institutionens aktuelle værdigrundlag og pædagogiske udgangspunkt, herunder pædagogisk praksis og indsatsområder.

  • 3) Skolens eller institutionens karaktergivning m.v., jf. stk. 2.

  • 4) Elevers og studerendes fuldførelsestid, fuldførelsesfrekvens, frafald, overgangsfrekvens til anden uddannelse og overgangsfrekvens til beskæftigelse. Skolerne eller institutionerne anvender centrale databaser, der stilles til rådighed af vedkommende minister, medmindre denne bestemmer andet. For grundskolen kan ministeren bestemme, at skolerne skal give oplysninger om, hvor stor en andel af eleverne der deltager i folkeskolens prøver, og på hvilket niveau.

  • 5) Gennemførte aktuelle evalueringer af kvaliteten af en skoles eller institutions undervisning, bortset fra oplysninger om en enkelt lærers undervisning og evalueringer, hvor alene skolens ansatte har medvirket.

  • 6) Andet, som skolen eller institutionen finder væsentligt for belysning af kvaliteten af skolens eller institutionens undervisning.

Stk. 2 De oplysninger, som skal gives efter stk. 1, nr. 3, omfatter gennemsnit af karakterer for elevers og studerendes præstationer, afgivet efter lovgivningen om de pågældende uddannelser, fordelt på uddannelser, uddannelsestrin og fag, således at der gives oplysning om afsluttende karakterer samt andre karakterer, i det omfang der har medvirket ekstern censur ved bedømmelsen. Ved tilsvarende bedømmelse, hvor der er anvendt bedømmelsen »bestået/ikke bestået« eller lignende udtryk, skal der gives en sammenfatning, der oplyser den procentdel af elever eller studerende, der har opnået den bedømmelse, hvormed præstationen er anerkendt. Oplysningerne skal være tilgængelige, når bedømmelsesresultaterne foreligger. Antallet af enkeltvurderinger, som indgår i et gennemsnit eller en procentdel, skal oplyses. Gennemsnit eller procentdel skal ikke angives for grupper med mindre end tre deltagere eller for elever i skoler på det specialpædagogiske område under regionsrådene eller tilsvarende specialklasser.