Lov om garantifond for skadesforsikringsselskaber § 5a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

Lov nr. 457 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af 12. november 2021,
som ændret ved lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 5a

Fonden dækker krav, der er udækkede som følge af forsikringsselskabet Gable Insurance AG’s konkurs, for forsikringstagere og forsikrede bosiddende i Danmark, der har tegnet en forsikring i Gable Insurance AG gennem Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS eller er omfattet heraf. Fonden dækker endvidere udækkede krav, der vedrører reparationer og udbedring af skader, som er foretaget af tredjemand efter aftale med Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i henhold til en forsikring nævnt i 1. pkt.

Stk. 2 For ejerskifteforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, som var til stede, da forsikringstageren overtog eller på anden måde fik rådighed over ejendommen, og som konstateres efter overtagelsen af ejendommen og i øvrigt er dækningsberettiget efter vilkårene i forsikringsaftalen. Krav i henhold til en ejerskifteforsikring fratrækkes en selvrisiko på 20.000 kr., for så vidt angår den første dækningsberettigede skade i Fonden. For efterfølgende dækningsberettigede skader i Fonden fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af vilkårene i forsikringsaftalen. Den fastsatte selvrisiko på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling holdes inden for et eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af forsikringsaftalen.

Stk. 3 For byggeskadeforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, der er opstået før Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016, eller som opstår i forsikringens løbetid. Det er en forudsætning for dækning efter 1. pkt., at bygherren, der har tegnet en byggeskadeforsikring i Gable Insurance AG, er trådt i likvidation eller taget under konkursbehandling eller lignende procedurer før Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016 eller træder i likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende procedurer i forsikringens løbetid. I andre tilfælde dækker Fonden ikke skader i henhold til byggeskadeforsikringer tegnet i Gable Insurance AG.

Stk. 4 For andre forsikringer end ejerskifteforsikringer og byggeskadeforsikringer, jf. stk. 2 og 3, dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, der er opstået, senest 4 uger efter at Fonden har givet meddelelse om Gable Insurance AG’s konkurs til fordringshaverne.