Lov om garantifond for skadesforsikringsselskaber Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

Lov nr. 457 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2067 af 12. november 2021,
som ændret ved lov nr. 480 af 12. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Kapitel 3 1 Dækningsområde og anmeldelse af krav
§ 5

Fonden dækker erstatningskrav til følgende:

  • 1) Forsikringstagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer) og de sikrede,

  • 2) tredjemænd, der er sikret mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer,

  • 3) forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer,

  • 4) forsikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede,

  • 5) sikrede i henhold til byggeskadeforsikringer og

  • 6) sikrede i henhold til arbejdsulykkesforsikringer.

Stk. 2 Når Fonden tager et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, overtager Fonden de rettigheder og forpligtelser, som forsikringsselskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 3 Fonden dækker erstatningskrav i henhold til stk. 1, der er opstået, senest 4 uger efter at enten kurator eller Fonden har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne eller Finanstilsynet har offentliggjort en meddelelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Fonden.

Stk. 4 Uanset stk. 3 dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Fonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finanstilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstilsynets afgørelse.

Stk. 5 Fonden dækker forsikringstagernes præmier, som er indbetalt før konkursdekretets afsigelse, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Fondens formue til dækning af visse forbrugerforsikringer, jf. § 3, stk. 3, nr. 1, dækker forsikringstagernes præmie for motoransvarsforsikringer, som er indbetalt før konkursdekretets afsigelse, for risici i Danmark, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police, jf. dog stk. 7.

Stk. 7 Fondens dækning af præmie i henhold til stk. 6 til danske motoransvarsforsikringstagere i udenlandske forsikringsselskaber er begrænset til dækning, i tilfælde af at forsikringstagernes restpræmie ikke dækkes af en tilsvarende ordning i forsikringsselskabets hjemland.

Stk. 8 Forsikringstagere kan ikke gøre krav gældende mod et forsikringsselskabs konkursbo for selvrisikoen på 1.000 kr., jf. stk. 5 og 6.

Stk. 9 Fonden dækker ikke præmier på ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer sælgeransvarsforsikringer og arbejdsulykkesforsikringer, jf. stk. 4.

Stk. 10 Fonden dækker ikke erstatningskrav og præmier fra det pågældende forsikringsselskabs direktører eller bestyrelsesmedlemmer.

§ 5a

Fonden dækker krav, der er udækkede som følge af forsikringsselskabet Gable Insurance AG’s konkurs, for forsikringstagere og forsikrede bosiddende i Danmark, der har tegnet en forsikring i Gable Insurance AG gennem Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS eller er omfattet heraf. Fonden dækker endvidere udækkede krav, der vedrører reparationer og udbedring af skader, som er foretaget af tredjemand efter aftale med Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i henhold til en forsikring nævnt i 1. pkt.

Stk. 2 For ejerskifteforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, som var til stede, da forsikringstageren overtog eller på anden måde fik rådighed over ejendommen, og som konstateres efter overtagelsen af ejendommen og i øvrigt er dækningsberettiget efter vilkårene i forsikringsaftalen. Krav i henhold til en ejerskifteforsikring fratrækkes en selvrisiko på 20.000 kr., for så vidt angår den første dækningsberettigede skade i Fonden. For efterfølgende dækningsberettigede skader i Fonden fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af vilkårene i forsikringsaftalen. Den fastsatte selvrisiko på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling holdes inden for et eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af forsikringsaftalen.

Stk. 3 For byggeskadeforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, der er opstået før Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016, eller som opstår i forsikringens løbetid. Det er en forudsætning for dækning efter 1. pkt., at bygherren, der har tegnet en byggeskadeforsikring i Gable Insurance AG, er trådt i likvidation eller taget under konkursbehandling eller lignende procedurer før Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016 eller træder i likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende procedurer i forsikringens løbetid. I andre tilfælde dækker Fonden ikke skader i henhold til byggeskadeforsikringer tegnet i Gable Insurance AG.

Stk. 4 For andre forsikringer end ejerskifteforsikringer og byggeskadeforsikringer, jf. stk. 2 og 3, dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, der er opstået, senest 4 uger efter at Fonden har givet meddelelse om Gable Insurance AG’s konkurs til fordringshaverne.

§ 5b

Fonden dækker erstatningskrav i henhold til en byggeskadeforsikring tegnet i Qudos Insurance A/S i hele forsikringens løbetid. Det er en forudsætning for dækning efter 1. pkt., at bygherren, der har tegnet en byggeskadeforsikring i Qudos Insurance A/S, er taget under konkursbehandling i forsikringens løbetid, og at sikrede ikke er dækket af en anden byggeskadeforsikring. I andre tilfælde dækker Fonden alene erstatningskrav i henhold til en byggeskadeforsikring i Qudos Insurance A/S, der er anmeldt til Fonden inden for den frist, der følger af § 6, stk. 1, 1. pkt.

§ 5c

Fonden overtager de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og som et selskab havde inden inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed efter lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 2 Fonden indtræder i de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har over for de konkursboer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har varetaget administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Fonden indtræder på samme vis i og overtager udeståender, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har med konkursboet eller øvrige parter som følge af varetagelse af administrationen af et selskab.

Stk. 3 Fonden anvender den dividende, som Fonden modtager fra konkursboerne, jf. stk. 2, til at refundere de beløb, som forsikringsselskaber har betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen for administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestandene. Er dividenden ikke tilstrækkelig til at dække forsikringsselskabernes fulde krav, fordeler Fonden dividenden forholdsmæssigt år for år, så de beløb, der er betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen det tidligste år inden bestandens overdragelse, dækkes først, indtil dividenden er fordelt.

Stk. 4 Uanset stk. 3 kan Fonden indgå aftale om fuld og endelig afgørelse af mellemværender mellem Fonden og den enkelte kreditor om refusion af beløb efter stk. 3 forud for tidspunktet for Fondens modtagelse af dividende fra konkursboet, under forudsætning af at samtlige øvrige kreditorer, der kan være berettigede til refusion efter stk. 3, samtykker til aftalens indgåelse.

§ 5d

Fonden dækker erstatningskrav til skadelidte, der er bosat i Danmark, for tingsskade eller personskade forvoldt af et køretøj, som er dækket af en motoransvarsforsikring. Den skadelidte kan anmode om erstatning direkte hos Fonden.

§ 6

Erstatningskrav i henhold til § 5, der ønskes dækket af Fonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Fonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 4, eller § 5 b skal dog anmeldes til Fonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør. Erstatningskrav, som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til Fonden.

Stk. 2 For anmeldelse af erstatningskrav efter en arbejdsulykke finder kapitel 7 i lov om arbejdsskadesikring anvendelse.

Stk. 3 Fonden kan ikke under henvisning til de frister, der er nævnt i stk. 1 og 2, afslå at foretage udbetalinger til en berettiget, jf. § 5, som ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få erstatningsbeløb udbetalt.

§ 6a

Krav, der ønskes dækket af Fonden i medfør af § 5 a, stk. 2 og 4, skal anmeldes til Fonden senest den 31. marts 2017. Krav i medfør af § 5 a, stk. 3, skal anmeldes til Fonden senest den dag, hvor forsikringen udløber. § 6, stk. 3, finder ikke anvendelse for anmeldelser i henhold til 1. og 2. pkt.

Stk. 2 Krav, der følger af en klage over en afgørelse truffet af Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, der er indbragt for Ankenævnet for Forsikring inden Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016, og hvor klageren får helt eller delvist medhold, anses som rettidigt anmeldt til Fonden. Tilsvarende anses klager over krav, der er blevet afvist af Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS inden for de seneste 4 uger inden Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016, og som er indbragt for Ankenævnet for Forsikring senest 4 uger efter lovens ikrafttræden, og hvor klageren får helt eller delvist medhold, som rettidigt anmeldt til Fonden.

Stk. 3 Klager over Fondens afgørelser om udbetalinger, der indbringes for Ankenævnet for Forsikring i medfør af § 17, og hvor klageren får helt eller delvist medhold, anses som rettidigt anmeldt til Fonden.

§ 6b

Erstatningskrav i henhold til § 5 d skal anmeldes til Fonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse eller skadesforsikringsselskabets indtræden i likvidation.

Stk. 2 Fonden kan ikke under henvisning til de frister, der er nævnt i stk. 1, afslå at foretage udbetalinger til en berettiget, jf. § 5 d, som ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få erstatningsbeløb udbetalt.