Lov om frikommunenetværk § 14e

Denne konsoliderede version af lov om frikommunenetværk er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 658 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 551 af 07. maj 2019, lov nr. 1558 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 2598 af 28. december 2021, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1561 af 12. december 2023

§ 14e

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne omfattet af § 124 a i lov om social service, der er i målgruppen for, men ikke har ophold i, en boform efter lov om social service eller en plejebolig efter lov om almene boliger el.lign., når

  • 1) den pågældende ikke modsætter sig det,

  • 2) borgerens nærmeste pårørende eller en værge, jf. værgemålslovens § 5, har givet samtykke hertil og

  • 3) den påtænkte løsning samlet set vurderes som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til borgeren, herunder hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse og behovet for at drage omsorg for borgeren.

Stk. 2 Bestemmelserne i §§ 124, 130, 133, 135 a og 141 i lov om social service og regler udstedt med hjemmel i § 135 b, stk. 1, i lov om social service finder tilsvarende anvendelse ved forsøg efter stk. 1.

Stk. 3 Tilladelser efter stk. 1 kan alene bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Afgørelse efter stk. 1 træffes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Er opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter lov om social service, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.