Lov om frikommunenetværk Kapitel 8 a

Denne konsoliderede version af lov om frikommunenetværk er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 658 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 551 af 07. maj 2019, lov nr. 1558 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 2598 af 28. december 2021, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1561 af 12. december 2023

Kapitel 8 a Tværministerielle forsøg
§ 30a

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet, kan ud fra en konkret vurdering tilbyde psykologbehandling til personer, der modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, hvis sygedagpengemodtageren har vanskeligt ved at få dækket sit behandlingsbehov gennem eksisterende behandlingstilbud.

Stk. 2 Det er en betingelse for at få tilbudt behandling efter stk. 1, at en autoriseret psykolog ansat i jobcenteret eller en alment praktiserende læge har vurderet, at sygedagpengemodtageren opfylder kriterierne for en eller flere af følgende diagnoser i henhold til ICD-10-klassifikationen:

  • 1) Belastnings- eller tilpasningsreaktion (ICD-10 F43).

  • 2) Let til moderat angst (ICD-10 F40-F42).

  • 3) Let til moderat depression (ICD-10 F32, F33).

Stk. 3 Psykologbehandlingen er frivillig for sygedagpengemodtageren. Behandlingen udføres af autoriserede psykologer ansat i jobcenteret og kan udgøre et eller flere behandlingsforløb med op til 12 konsultationer.

Stk. 4 Kommunens sagsbehandler i forvaltningen kan kun indhente helbredsoplysninger fra behandlingsforløbet, hvis sygedagpengemodtageren giver samtykke hertil.

Stk. 5 Den autoriserede psykolog, som har udført psykologbehandlingen, kan indgå i flere behandlingsforløb med samme sygedagpengemodtager, men kan ikke deltage i behandlingen af andre sager inden for den offentlige forvaltning vedrørende samme sygedagpengemodtager eller dennes familie.

§ 30b

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource kan yde godtgørelse til personer, som er omfattet af § 6, nr. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, for befordring til og fra tilbud og behandlingssteder efter lov om social service og sundhedsloven. Det er en betingelse, at personen er fritaget fra reglerne om ret og pligt til tilbud, jf. kapitel 16 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, efter regler udstedt i medfør af § 192 i samme lov.

Stk. 2 Kommunen fastsætter nærmere retningslinjer for udbetaling og udmåling af godtgørelsen, jf. stk. 1. Kommunen giver information til kommunens borgere om indholdet af retningslinjerne.