Lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 450 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 296 af 17. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 3 1 Støtte til energibesparelser, energieffektivisering og drivhusgasreduktioner
§ 7

Inden for de bevillinger, der afsættes på de årlige finanslove, kan klima-, energi- og forsyningsministeren yde støtte til aktiviteter til opfyldelse af lovens formål, herunder støtte til projekter, analyser, evalueringer og rådgivning. Støtte kan ydes til virksomheder, organisationer, institutter, personer, myndigheder m.v., herunder som tilskud til privatpersoner, der gennemfører energiforbedringsprojekter i bygninger til helårsbeboelse, og til energimærkning af bygninger anvendt som dokumentation ved ansøgning om tilskud til sådanne energibesparelses- og energieffektiviseringsprojekter.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan yde hel eller delvis finansiering og tilbyde anden økonomisk støtte til aktiviteter, der er omfattet af stk. 1. Finansieringen kan udbetales bagud eller forskudsvis med vilkår om, at aktiviteternes endelige afregning efterfølgende godkendes.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om støtte efter stk. 1, herunder om ansøgerkreds, støtteberettigede aktiviteter, kvalificering af ansøgning og ansøgningsproces, herunder krav om ekstern kvalitetssikring af ansøgninger, regler om afgivelse af regnskabsoplysninger og revision og andre oplysninger, betingelser, vilkår og administration og regler om godkendelse og beregning af aktiviteter. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af ydet økonomisk støtte.

§ 7a

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan afholde udbud af støtte til fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2.

§ 7b

En kommune, der deltager i CO2-fangst, kan i forbindelse med kontraktindgåelse med staten om tildeling af støtte efter § 7 a, og i det omfang det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, forpligte sig økonomisk i forhold til

  • 1) gennemførelse af den CO2-fangst, kommunen deltager i, og

  • 2) gennemførelse af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2, der varetages af en tredjepart.

Stk. 2 Kommunens beslutning om at forpligte sig økonomisk, jf. stk. 1, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.

§ 8

(Ophævet)

§ 9

Klima-, energi- og forsyningsministeren fører kontrol med, at reglerne i dette kapitel og regler udstedt i medfør heraf samt eventuelle vilkår i tilsagn om støtte overholdes.

Stk. 2 Ministeren og de, der er særligt bemyndiget dertil, jf. § 19, har, hvis det skønnes nødvendigt for at tilvejebringe oplysninger til brug for kontrolopgaver i henhold til dette kapitel eller regler udstedt i medfør heraf, mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til fysiske installationer og konstruktioner i virksomheder, hvortil der er ydet støtte efter denne lov. På tilsvarende måde har ministeren og de, der er særligt bemyndiget dertil, jf. § 19, adgang til virksomheders regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder materiale, der opbevares i elektronisk form.

Stk. 3 Støttemodtageren og af denne bemyndigede personer skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse og skal på begæring udlevere eller indsende det i stk. 2 nævnte materiale til ministeren eller dem, der er særligt bemyndiget dertil.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol af de foranstaltninger, der ydes støtte til efter dette kapitel eller regler udstedt i medfør heraf.

§ 10

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at tilsagn om støtte efter § 7, stk. 1, kan bortfalde helt eller delvis, hvis

  • 1) støttemodtageren eller af denne bemyndigede personer har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen om tilsagn eller udbetaling af støtte,

  • 2) betingelserne for støtten eller vilkår i tilsagnet ikke længere opfyldes eller

  • 3) støttemodtageren eller af denne bemyndigede personer tilsidesætter sine pligter i medfør af § 9, stk. 3, eller regler fastsat i medfør af § 9, stk. 4.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ved afgørelse om helt eller delvist bortfald af tilsagn, jf. stk. 1, bestemme, at ydet støtte skal tilbagebetales.

Stk. 3 Ministeren kan i særlige tilfælde efter ansøgning ændre et allerede meddelt tilsagn.

§ 11

(Ophævet)

§ 12

(Ophævet)