Lov om Forsyningstilsynet Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om Forsyningstilsynet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Loven er trådt i kraft den 1. juli 2018, på nær §§ 4, 6-7 og 12, jf. § 14, stk. 2. § 8 træder i kraft den 2. marts 2019, jf. bekendtgørelse nr. 188 af 28. februar 2019. § 4 og § 7 træder i kraft den 6. december 2019, jf. bekendtgørelse nr. 1252 af 2. december 2019.

Lov nr. 690 af 08. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 923 af 18. maj 2021, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 1557 af 12. december 2023

Kapitel 2 1 Forsyningstilsynets organisering og uafhængighed
§ 2

Forsyningstilsynet ledes af en direktør, som udpeges af energi-, forsynings- og klimaministeren for en periode på 5 år, der kan forlænges én gang med yderligere 5 år.

Stk. 2 Forsyningstilsynet og Forsyningstilsynets direktør og personale er uafhængigt og kan ikke modtage eller søge instruktion fra andre.

Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan afsætte Forsyningstilsynets direktør, hvis denne ikke længere opfylder kravet om uafhængighed, jf. stk. 2, eller hvis denne groft har tilsidesat sine forpligtelser, herunder såvel ledelsesmæssige som tilsynsmæssige forpligtelser.

Stk. 4 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 2.