Personel, der ikke er omfattet af lov om tjenestemandspension eller lov om pensionering af civilt personel m.v. i forsvaret, og som kommer til skade eller omkommer under eller som følge af tjenesten under udsendelse til udlandet, kan få udbetalt en supplerende skattepligtig løbende ydelse. Ved tilskadekomst udbetales ydelsen til den skadelidte, og en skattepligtig løbende tillægsydelse udbetales til den skadelidtes børn under 21 år. Ved dødsfald udbetales en supplerende skattepligtig løbende ydelse til den efterladte ægtefælle og efterladte børn under 21 år.
Stk. 2 Forsvarsministeren fastsætter nærmere regler om ydelsen efter stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte kriterier for beregning af ydelsen og nærmere kriterier for tildeling af ydelsen, herunder krav om, at der skal være en anerkendt arbejdsskade, krav til erhvervsevnetab, krav om, at skaden skal have været egnet til at medføre afskedigelse, og regler om vurderingen i sager, hvor der foreligger konkurrerende afskedigelsesårsager.
Stk. 3 For personel, der er omkommet eller kommet til skade under eller som følge af tjeneste under udsendelse den 14. august 1996 eller senere, kan udbetaling af den supplerende skattepligtige løbende ydelse efter stk. 1 tidligst ske med virkning fra den 14. august 1996. For personel, der er omkommet eller kommet til skade under eller som følge af tjeneste under udsendelse før den 14. august 1996, kan udbetaling af den supplerende skattepligtige løbende ydelse efter stk. 1 tidligst ske med virkning fra den 1. januar 2018.