Lov om forsøg med personlige borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 637 af 18. maj 2022

Kapitel 2 1 Forsøg med personlige borgerstyrede budgetter
§ 3

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tilbyde et personligt budget, jf. stk. 2, til borgere i kommunen med særlige sociale problemer, som er i målgruppen for eller modtager hjælp og støtte efter afsnit V i lov om social service, og som vurderes at kunne opnå større grad af selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet.

Stk. 2 Ved et personligt budget forstås en personlig trækningsret på op til 50.000 kr., som borgeren i samarbejde med kommunen kan råde over og anvende efter borgerens egne ønsker og målsætninger til forskellige aktiviteter og andre mindre udgifter, der skal understøtte borgerens selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet, i en periode på i alt 15 sammenhængende måneder, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Skal en borger afsone en kortvarig fængselsstraf, vil dette ikke nødvendigvis afskære borgeren fra at deltage i forsøgsordningen.

Stk. 4 Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5 Fraflytter en borger, som modtager støtte i form af et personligt budget efter stk. 1, kommunen inden periodens udløb, bortfalder borgerens adgang til det personlige budget.

§ 4

Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om at tilbyde støtte i form af et personligt budget, skal kommunalbestyrelsen samtidig tilknytte borgeren en socialfaglig medarbejder i kommunen. I perioden, hvor borgeren modtager støtte i form af et personligt budget, skal den socialfaglige medarbejder støtte borgeren i at realisere egne ønsker og målsætninger, jf. § 1.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at rollen som socialfaglig medarbejder varetages af en medarbejder hos en privat aktør eller en anden myndighed. Træffes der beslutning efter 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen etablere et samarbejde mellem kommunen og den person, der varetager rollen som socialfaglig medarbejder, om borgerens forløb.