Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 83

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

§ 83

Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i et fondsmæglerselskab, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og fondsmæglerselskabets interesser, må ikke for egen regning eller gennem virksomheder, de kontrollerer,

  • 1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af finansielle instrumenter, når de købte finansielle instrumenter stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,

  • 2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, medmindre formålet er risikoafdækning,

  • 3) erhverve kapitalandele bortset fra andele i danske UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v. med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen eller

  • 4) erhverve positioner i fremmed valuta bortset fra euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end betaling for køb af finansielle instrumenter, varer eller tjenesteydelser eller køb eller drift af fast ejendom eller til brug for rejser.

Stk. 2 Personer og ansatte omfattet af stk. 1 må ikke erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed efter stk. 1. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber og andele i danske UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.

Stk. 3 Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af medarbejderaktier samt de instrumenter, der er nævnt i 2. pkt. Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i fondsmæglerselskabet eller en virksomhed, der er koncernforbundet hermed, og som den pågældende modtager som led i sin aflønning. Forbuddet i stk. 1, nr. 3, omfatter ikke aktier, der er erhvervet ved udnyttelse af de instrumenter, der er nævnt i 2. pkt.